Klokken syv i Palangkaraya
I Palangkaraya, hovedstaden i den indonesiske provins Kalimantan Tengah på Borneo, begynder dagen med lugten af brændt tørv. Solen hænger som en mat orange skive bag en dis, der har ligget over byen i ugevis. På sundhedsklinikken Puskesmas Bukit Hindu sidder børn med tør hoste langs væggen, mens deres mødre vifter med papir og venter på ilt. Myndighederne har registreret mere end 170.000 tilfælde af akut luftvejsinfektion, på indonesisk ISPA (Infeksi Saluran Pernapasan Akut), siden tørkesæsonen begyndte. Omkring 40.000 af de syge er børn under fem år. Tallene er officielle. De er også ufuldstændige.
Statistikken dækker kun patienter, der møder op på en klinik eller et hospital. I distrikter som Pulang Pisau og Kapuas, hvor vejene er grus og afstanden til nærmeste læge kan være tre timers kørsel i bil, kommer mange aldrig frem. Landsbyer langs floden Kahayan har en jordemoder og et lille lager af medicin, men sjældent iltflasker, sjældent masker i voksenstørrelse. Sundhedsarbejdere i området behandler børn med hoste ved at give dem varmt vand og honning. De har ikke andet. ISPA-tilfælde, der aldrig registreres, forsvinder ud af det regnskab, som politikere og medier citerer.
Fattigdom er ikke et luftfilter
Et luftrenseanlæg af den type, der sælges i Jakarta, koster mere end en månedsløn for en gummibonde i Jambi-provinsen på Sumatra. Det er ikke et spørgsmål om at ville beskytte sin familie. Det er et spørgsmål om kontanter. Når PSI-værdien, Indonesiens udgave af air quality index, passerer 300 og kaldes farlig, udsender myndighederne råd om at blive indendørs. Men et hus af træ med åbne ventilationshuller under taget holder ikke røgen ude, og det koster penge at lukke dem tæt. I Palangkaraya faldt PM2.5-koncentrationen i dagevis over 1.000 mikrogram pr. kubikmeter, hvor WHO anbefaler et dagligt maksimum på 25. Forskellen mellem de to tal beskriver ikke vejret. Den beskriver, hvem der kan købe sig fra det.
Kost spiller en rolle, som få regeringsudmeldinger nævner. Partikler fra tørvebrande udløser inflammation i luftvejene, og kroppens evne til at dæmpe den reaktion afhænger af protein, frugt og grøntsager. I tørkesæsonen stiger priserne på netop de varer, samtidig med at fiskeriet i de lavvandede floder svigter. En familie, der spiser mest ris og instantnudler, har svagere lunger at stå imod med end en familie med råd til fisk, æg og mælk. Uligheden i sundhed er derfor ikke kun et spørgsmål om masker. Den begynder i indkøbskurven.
Retssagen: bevidst forsømmelse eller vejr?
Et gruppesøgsmål, en såkaldt class action, anlagt på vegne af borgere i Kalimantan og Sumatra, bygger på en påstand om bevidst forsømmelse. Advokaterne hævder ikke, at staten tændte ilden. De hævder, at staten lod være med at slukke den i tide, og at den lod være med at håndhæve de love, der findes. Det er en juridisk forskel, som betyder noget, fordi den flytter sagen fra klimaet til forvaltningen. Regeringens svar har været, at El Niño gjorde sæsonen ekstrem, og at alt er blevet gjort, hvad der kunne gøres. Spørgsmålet, som dommerne skal vurdere, er, om handlingerne kom efter skaden snarere end før.
Tørven under palmeolien
Indonesien har omkring 15 millioner hektar tørvejord, såkaldte histosols, hvor døde planterester har hobet sig op i tusinder af år. Tørv er næsten rent kulstof. Så længe den er våd, brænder den ikke. Men da skovkoncessioner i 1990erne begyndte at grave kanaler for at trække tømmer ud, faldt vandspejlet, og tørven begyndte at tørre ud. I dag bruges store dele af arealet til oliepalmen Elaeis guineensis og til akacietræ til papirmasse. En drænet tørvemose er et reservoir af brændstof, der venter på en gnist. Den brænder langsomt nedefra, uden flammer, i uger. Det er ikke et skovbrugsproblem, som kan løses med helikoptere. Det er et resultat af tyve års arealpolitik.
El Niño som forklaring og undskyldning
Det El Niño-år, forskere kalder et af de kraftigste siden 1950, har forsinket regntiden og givet tørre vinde over Sumatra, Kalimantan og Papua. Det er en reel faktor. Men de samme tørre måneder ramte landet i 1997, 2006, 2015 og 2019, og hver gang stod røgen over de samme provinser. Den korte version af historien er, at vejret tænder ilden. Den lange er, at landbruget har gjort landskabet brændbart, og at ingen har lukket kanalerne igen. Under brandene i 2015 vurderede forskere, at udledningerne fra indonesiske tørvebrande nåede omkring 1,6 gigatons CO2-ækvivalenter. Det var ikke et uheld i skoven. Det var en bogføringspost i en økonomi.
Skyer, der sås, og vand, der kastes
Såning af skyer, på indonesisk penyemaian awan, og helikoptere, der dumper vand over brændende koncessioner, bliver præsenteret som statens svar. Teknisk set kan saltpartikler med sølviodid øge nedbøren fra en sky, der allerede indeholder fugt. Men under en stærk El Niño er der få sådanne skyer, og luftfugtigheden er lav. Flere meteorologer har gennem årene sagt det samme: skyer kan ikke sås af ingenting. Vandbombning kan slukke et lille, synligt bål, men ikke en tørvebrand, der ligger halvanden meter under jordoverfladen. Kritikere ser en anden funktion. Flyvninger og vandslip kan filmes, lægges på sociale medier og dokumentere handlekraft, mens den politiske beslutning om at hæve vandspejlet i tørvemoserne aldrig bliver taget.
Dem, der ikke kan blive hjemme
Anbefalingen om at blive indendørs forudsætter en arbejdsgiver, der accepterer det. Den findes ikke for ojek-føreren på motorcykel, der kører passagerer gennem røgen for at tjene dagens løn, heller ikke for kvinden, der sælger mad fra en warung ved vejkanten, eller for bygningsarbejderen, der støber beton i landbyens varme. I den uformelle sektor betyder en fraværsdag ingen indkomst. Ingen sygedagpenge, intet sikkerhedsnet. Derfor arbejder de videre med slim i halsen, hovedpine og brændende øjne, og derfor er sygeligheden skævt fordelt, selv når luften er den samme for alle. Røgen kender ingen klasse. Fordelingen af skaderne gør.
Røg uden pas
Røgen stopper ikke ved grænsen. AATHP, ASEAN Agreement on Transboundary Haze Pollution, blev underskrevet i 2002, men Indonesien ratificerede først aftalen i 2014 efter tolv års pres fra Malaysia og Singapore. Aftalen har ingen bindende sanktioner. Singapore vedtog i 2014 sin egen lov, Transboundary Haze Pollution Act, som giver myndighederne mulighed for at straffe virksomheder for røg, der driver ind over landet, uanset hvor branden startede. Det er et forsøg på at nå koncerner og investorer, men det kræver beviser i form af koncessioner, GPS-data og jordprøver, som er svære at skaffe på tværs af jurisdiktioner. Diplomatiet har flyttet papir. Det har ikke lukket kanaler.
Det næste tørre år
I Palangkaraya vil regnen komme i november eller december, som den plejer, og røgen vil lette. Klinikkernes køer vil blive kortere. Luftkvaliteten vil igen blive en linje i en rapport, ingen læser, indtil det næste El Niño ruller ind over Stillehavet. Den slags cyklusser gør det nemt at kalde hændelsen naturlig. Men tørvemoserne ligger der stadig, drænede, med koncessioner tegnet for årtier, og med en efterspørgsel efter palmeolie og papir, der ikke er blevet mindre. Et barn med hoste i Kapuas er ikke et vejrfænomen. Det er konsekvensen af en beslutning, nogen traf om et stykke jord, længe før tørkesæsonen begyndte.
