Seks timer, 233 millioner pund og en sammenligning, der slører mere, end den forklarer
Klokken 09.00 en tirsdag i 2024 åbnedes der for ansøgninger til Sustainable Farming Incentive, SFI. Inden frokost var der lukket igen. 233 millioner pund var væk. Embedsmænd talte om en succes. Landmænd sammenlignede forløbet med kampen om Oasis-billetter. Den sammenligning er forståelig, men den gør skade. En koncertbillet er et forbrugsgode. En landbrugsstøtteordning er for mange mennesker på landet fundamentet under løn, husleje og næste års afgrøde.
For landarbejdere, sæsonansatte og små forpagtere er seks timer ikke en irriterende teknisk forsinkelse. Det er den tid, der afgør, om en bedrift kan ansætte det samme antal folk næste måned. Det er også den tid, der afgør, om en forpagter tør bestille frø, jordprøver eller en reparatør. Når pengene forsvinder så hurtigt, rammer usikkerheden ikke kun dem, der ejer jorden. Den rammer dem, der arbejder på den.
Dem uden jord betaler prisen først
Støtteordninger som SFI er designet til at belønne offentlige goder: bedre jord, mindre udledning, mere natur. Men ansøgningen ligger hos landmanden eller godsejeren. Landarbejderen kan ikke søge. Sæsonarbejderen kan ikke søge. Forpagteren kan søge, men ofte med korte kontrakter og en ejer, der ikke vil binde sig i ti år. Derfor er det ikke tilfældigt, at skuffelsen er størst i bunden af landbrugets hierarki.
Efter Brexit er sæsonarbejde blevet dyrere og mere bureaukratisk. Seasonal Agricultural Workers Scheme, SAWS, dækker stadig en del af arbejdskraften, men visumgebyrer, transport og usikre kontrakter gør det sværere at planlægge. Når en SFI-ansøgning mislykkes, forsvinder incitamentet til at plante læhegn, dyrke dækafgrøder eller omlægge græsning. Det betyder færre arbejdstimer i vintermånederne. Det betyder også, at nogle arbejdere først opdager nedskæringen, når de møder op.
For en lille mælkeproducent med Bos taurus i stalden og en hvedemark med Triticum aestivum er konsekvensen konkret. Uden støtten udskydes investeringen i en ny malkerobot eller et bedre dræn. Med udskydelsen følger mere manuelt arbejde, flere nattetimer og større risiko for, at unge medarbejdere rejser til byen. Landbrugets strukturelle problem er ikke bare, at nogle ejere mister penge. Det er, at arbejdspladserne forsvinder i stilhed.
Digital førstekomsst favoriserer dem med administratorer
Regeringen hævder, at SFI prioriterer små landbrug. Det er svært at se i praksis. Ansøgningsprocessen er digital, tidsbegrænset og teknisk. Store godser har konsulenter, bogholdere og folk, der overvåger Defras hjemmeside. En lille forpagter med dårlig bredbåndsforbindelse og en travl morgen skal måske både malke og fodre, før han kan logge på. Når porten åbner klokken 09.00 og lukker klokken 15.00, er det ikke en ligelig konkurrence. Det er en konkurrence mellem dem, der har ressourcer til at vente ved tastaturet, og dem, der har dyr, der skal passes.
Digitale offentlige ordninger kan være effektive. Men når adgangen afhænger af hurtighed, teknisk snilde og rådgiverkapacitet, bliver lighed et spørgsmål om Administration. Det er en administrativ byrde, som små bedrifter sjældent kan bære. NFU, National Farmers’ Union, har kritiseret forløbet som kaotisk. Kritikken handler ikke om, at landmænd hader grøn politik. Den handler om, at et system, der skal fremme bæredygtighed, selv mangler bæredygtighed i sin drift.
Forpagtere står særligt svagt. En forpagter på en treårig kontrakt kan ikke love en tiårig ændring af arealanvendelsen. Ejeren kan måske søge, men har ikke samme incitament til at investere i jordens langsigtede frugtbarhed, hvis jorden snart skifter lejer. Dermed falder mange af de grønne tiltag mellem to stole. Arbejderne, der skulle have udført dem, står tilbage uden opgaver.
Fra BPS til SFI: et systemskifte uden sikkerhedsnet
Storbritanniens udtræden af EU betød farvel til Common Agricultural Policy, CAP, og dens direkte betalinger. Basic Payment Scheme, BPS, bliver udfaset. I stedet kommer Environmental Land Management Schemes, ELMS, hvor SFI er en central del. Skiftet er historisk. Siden indhegningerne og landbrugets omlægninger i 1700- og 1800-tallet har britisk landbrug sjældent gennemgået så hurtig en ændring af sine offentlige støttekanaler. Men systemskiftet er ikke ledsaget af et tilsvarende sikkerhedsnet for dem, der ikke ejer jord.
Globalt står landbruget i et krydspres. På den ene side kræver klimaforandringer og biodiversitetskrisen nye metoder: mindre pløjning, mere kulstoflagring, beskyttelse af vandmiljøet. På den anden side skal traditionelle fødevaresystemer overleve økonomisk. Når grønne tilskud udformes som en kamp om begrænsede puljer, bliver klimapolitik et spørgsmål om likviditet. De bedrifter, der har penge i forvejen, kan vente på næste runde. De, der ikke har, må opgive tiltag eller låne til høj rente.
Fødevaresikkerhed er ikke kun et spørgsmål om, hvor meget der dyrkes. Det er også et spørgsmål om, hvem der kan blive i landbruget. Hvis små forpagtere og landarbejdere presses ud, mister lokalsamfundene både indkøb, skat og skolebørn. Det er en langsom erosion, men den er lettere at måle end ministerielle pressemeddelelser. Tomme stalde og lukkede mejerier fortæller deres egen historie.
Mental sundhed i yderkanten under pres
Landbrugets mentale sundhed er allerede belastet. Ensomhed, økonomisk usikkerhed, vejrlig og lange arbejdsdage er kendte risikofaktorer. Brexit har ændret arbejdskraftens sammensætning. Klimaet svinger mellem oversvømmelser og tørke. Oveni kommer en ansøgningsrunde, der minder om et lotteri. Det skaber en akut form for stress, som rådgivere og læger i landdistrikterne ser. Når en ordning åbner og lukker på seks timer, er det ikke bare et administrativt nederlag. Det er en besked om, at ens fremtid afhænger af flaks.
For en landarbejder uden opsparing kan den besked betyde søvnløse nætter. For en forpagter kan den betyde, at han ikke tør fortælle sin familie, at pengene ikke kom. For en sæsonarbejder kan den betyde, at kontrakten ikke forlænges. Disse mennesker optræder sjældent i debatten om landbrugsstøtte. De ses som baggrund for en større historie om ejendom, jord og politik. Men de er dem, der malker, høster og reparerer, når ordningerne svigter.
Klimaresiliens kan ikke bygge på smækkende døre
Regeringen kalder SFI for en ordning, der virker. Det er svært at forene med et forløb, hvor midlerne forsvinder på en arbejdsdag. En klimastrategi kræver forudsigelighed over årtier. Træer vokser ikke efter en online portal. Jordens kulstofindhold ændrer sig ikke, fordi en pulje tømmes i hast. Hvis landmændene skal investere i læhegn, vådområder og reduceret jordbearbejdning, skal de kunne planlægge mere end et kvartal frem.
Et system baseret på smækkende døre og pludselig budgetudtømning skaber mistillid. Næste gang en ordning åbner, vil flere søge med det samme, ikke fordi de tror på den, men fordi de frygter at miste. Den adfærd gør problemet større. Den gør også rådgivere og konsulenter endnu vigtigere, hvilket igen favoriserer de store. Dermed underminerer ordningen sine egne mål.
Der findes alternativer. Flereårige kontrakter, differentierede ansøgningsvinduer og øremærkede midler til små og mellemstore bedrifter ville være mindre spektakulære, men mere retfærdige. En hjælpelinje og papiransøgning for dem uden bredbånd ville koste lidt, men nå længere. Hvis målet er national klimaresiliens, må adgangen ikke afhænge af, hvem der er hurtigst på tasterne.
Hvad der står tilbage, når porten smækker
Historien om 233 millioner pund og seks timer handler ikke om Oasis. Den handler om en landbrugssektor, hvor usikkerhed er blevet normalen. Den handler om forpagtere, der ikke tør ansætte, landarbejdere, der ikke tør flytte, og småsamfund, der ikke kan holde på familierne. Den handler om en grøn omstilling, der risikerer at blive både dyrere og mere uretfærdig, fordi den blev bygget som en konkurrence i stedet for som en plan.
Landmændenes vrede er ikke en kulturel reaktion mod miljøkrav. Den er en reaktion på et system, der lover støtte og leverer tilfældighed. Når myndighederne kalder det prioritering, bør de spørge sig selv, hvem der reelt blev prioriteret. Hvis svaret er dem med bredbånd, revisor og tid, så er det ikke en grøn sejr. Det er endnu et lag af ulighed i det britiske landbrug.
