Forbuddet begynder i toldsystemet, men mærkes i køkkener og mejerier
Det amerikanske forbud mod canadisk alkohol og mejeri er nu trådt i kraft. Forbuddet er en del af en handelskonflikt mellem USA og Canada, hvor tariffer og modtariffer skifter næsten dagligt. I Ottawa og Washington taler embedsmænd om milliardbeløb. I Ontario og Quebec taler folk om vagtplaner, mælkepriser og lån, der ikke kan vente. For en lille destilleri i Prince Edward County betyder et stop for eksport til USA, at tre ansatte må gå ned i tid, og at en planlagt udvidelse er sat på pause. For en mejeribedrift nær London, Ontario, betyder usikkerheden, at næste års foderkontrakter ikke kan underskrives.
Handelsstatistikker viser, at USA aftager omkring 93 procent af Canadas alkoholeksport. Den samlede værdi af canadisk alkohol, der nu rammes, anslås til cirka C$1 mia. om året. Det tal dækker over whisky, gin, vin, cider og likør. Bag tallet ligger tusindvis af arbejdspladser: landbrugsarbejdere, der dyrker byg og majs; ansatte på aftapningsanlæg; lastbilchauffører, der kører over grænsen ved Windsor og Buffalo; og rengøringspersonale på destillerier. Mange af dem er ansat i små virksomheder med under 50 ansatte.
Ontarios små destillerier og den pludselige eksportstop
I Ontario er alkoholproduktion en del af landbrugsøkonomien. Byg fra lokale marker bliver til malt, malt bliver til whisky gennem gæring med Saccharomyces cerevisiae, og whisky bliver sendt sydpå i tanke og flasker. Da forbuddet trådte i kraft, måtte flere destillerier standse planlagte forsendelser. En ejer i Stratford fortæller, at hun har 12.000 flasker stående i et lager, som var bestilt af en distributør i Michigan. Flaskerne kan ikke sendes, men hun skal stadig betale husleje, el og løn. Hendes tre ansatte er nu på deltid. En af dem har taget et job i en dagligvarebutik for at dække huslejen.
Alkoholeksporten er ikke kun et storbyfænomen. I Ontario og British Columbia afhænger flere små byer af destillerier og bryggerier. Når eksporten stopper, forsvinder indtægter, der betaler for lokale skoler, veje og brandvæsen. En tøndemager i Niagara-on-the-Lake siger, at hans ordrebog er halveret, fordi destillerierne udskyder køb af egetræsfade. Han har ikke fyret nogen endnu, men han har opsagt en lærling. Det er den slags menneskelige omkostninger, som makroøkonomiske tal sjældent fanger.
Mejeribønder, proteinpulver og skjult skat
Mejerisektoren er et andet sted, hvor forbuddet rammer. Canada har et kvotesystem for mælkeproduktion, kendt som supply management. Det holder priserne stabile for bønderne, men gør også sektoren følsom over for grænsekonflikter. USA har længe kritiseret systemet for at begrænse adgangen for amerikanske mejeriprodukter. Nu rammer forbuddet canadisk ost, smør, tørret mælk og proteinpulver, herunder whey protein isolate, et biprodukt fra ostefremstilling, der bruges i sportsdrikke og barer. Mejeribønder holder malkekvæg af arten Bos taurus, og deres mælk går til ost, smør og tørret mælk. For en familie med lav indkomst i begge lande betyder højere priser på mælk, ost og proteinprodukter en ekstra udgift, der ikke kan forhandles væk.
I Canada mærker fødevarebanker allerede efterspørgslen. En fødevarebank i Hamilton rapporterer, at flere familier spørger efter mælk og ost, men budgettet rækker ikke. I USA stiger priserne på importeret canadisk cheddar og smør i grænsebyer som Detroit og Buffalo. Det er en form for skjult skat, fordi forbrugerne ikke ser en linje på selvangivelsen, men de betaler ved kassen. Lavindkomstfamilier bruger en større del af deres indkomst på basale fødevarer, så en prisstigning på mejeriprodukter rammer socialt skævt. Børnefamilier, ældre og personer med kroniske sygdomme, der har brug for protein, er særligt udsatte.
Retorikken bag forbuddet: »discrimination« og »worst countries«
Præsident Donald Trump har kaldt Canadas handelspolitik for »discrimination« og har sagt, at USA ikke længere vil handle med »worst countries in the world«. Den type sprogbrug gør handelspartnere til modstandere i en moralsk kamp. Når et land beskrives som snydende eller ondsindet, bliver det lettere at forsvare told og forbud, selv når de rammer almindelige mennesker. Retorikken underminerer også de institutioner, der skal beskytte individer mod vilkårlige indgreb: WTOs tvistbilæggelsesorgan, USMCA-panel og GATT-reglerne om mestbegunstigelsesprincippet. Hvis disse institutioner svækkes, står den enkelte producent og arbejder tilbage uden klagemuligheder.
I Canada har premierminister Mark Carney advaret mod at gøre handel til en national identitetskamp. Han har talt om behovet for at diversificere eksporten til EU og Asien. Men for en mejeribonde i Quebec eller en destillatør i Ontario tager diversificering år, ikke uger. Usikkerheden alene koster: banker vil ikke låne penge til en eksportplan, når reglerne ændrer sig hver måned. Nogle producenter overvejer at sælge til Kina eller Japan, men kvalitetscertificeringer og distributionsaftaler tager tid. Imens står varelagrene, og medarbejderne mister timer.
Fra Smoot-Hawley til USMCA: protektionisme i historisk perspektiv
Konflikten mellem USA og Canada er ikke et isoleret optrin. Den følger et historisk mønster, hvor toldsatser bruges som politisk våben. Smoot-Hawley-toldtariffen fra 1930 forværrede den store depression og udløste gengældelsestiltag. Efter Anden Verdenskrig byggede USA og dets allierede Bretton Woods-systemet, GATT i 1947 og senere WTO i 1995 for at undgå netop den slags eskalering. NAFTA i 1994 og USMCA i 2020 erstattede nogle af disse regler, men de byggede stadig på idéen om, at handel skal være forudsigelig. Nu ser vi en bevægelse væk fra den liberale verdensorden, hvor fødevaresikkerhed og samarbejde var centrale mål.
Spørgsmålet er, om forbuddet er en midlertidig manøvre for at redde ansigt, eller om det markerer et fundamentalt skift. Hvis USA og Canada fortsætter med tit-for-tat-tariffer, vil det påvirke globale fødevaremarkeder. Canada er en stor eksportør af hvede, canola og mejeriprodukter. USA er en stor eksportør af majs, soja og mejeriprodukter. Protektionisme kan føre til overproduktion i nogle lande og mangel i andre. For fattige lande, der importerer fødevarer, betyder højere priser mere sult og større gæld. Det er ikke kun et nordamerikansk problem.
Hverdagen efter forbuddet: arbejde, børn og lokalsamfund
I Windsor, Ontario, arbejder Maria på et aftapningsanlæg for canadisk whisky. Hun har to børn i skolealderen. Da forbuddet trådte i kraft, gik hendes arbejdsuge fra 40 til 28 timer. Hendes mand arbejder på en mejerifabrik, der nu kører med nedsat kapacitet. Familien har skåret ned på frugt og frisk mælk. De har udskudt en tandlægeregning. Maria siger, at politikerne taler om stolthed og suverænitet, men at hun mere har brug for en stabil lønseddel. Den slags konsekvenser er sjældent med i nyhedsbilledet, når tariffer annonceres.
I Vermont, tæt på den canadiske grænse, driver en lille ostehandler en butik, der har solgt canadisk cheddar i 30 år. Nu er hylderne tomme, og kunderne spørger efter alternativer. Hun frygter, at hun må lukke, hvis forbuddet varer ved. Hendes historie viser, at handelskrige ikke kun rammer eksportører. De rammer også importører, distributører og forbrugere i det land, der indfører forbuddet. Den amerikanske regering har talt om at beskytte amerikanske arbejdspladser, men nogle af dem forsvinder i grænsebyer, hvor handel er en daglig levevej.
Hvad der står på spil for fødevaresikkerheden
Fødevaresikkerhed handler ikke kun om, hvor meget mad der findes, men om hvorvidt folk har råd til den, og om forsyningerne er stabile. Når handelspartnere bruger told og forbud som forhandlingsvåben, bliver selv korte konflikter dyre for de svageste. Landbrugsarbejdere, der er ansat uden fast kontrakt, mærker det først. Små producenter, der ikke har kapital til at vente, mærker det næst. Forbrugere med lave indkomster mærker det ved kassen. Institutioner som WTO og USMCA kan kun beskytte dem, hvis reglerne respekteres. Det er den menneskelige pris, som handelskrigen mellem USA og Canada efterlader, uanset hvordan den ender.
