En by skifter hænder — ifølge den ene part
Den etiopiske hær (ENDF) meddelte gennem sit eget kommunikationskontor, at dens styrker havde indtaget Alamata, en by i den sydlige del af Tigray-regionen. Beskeden blev hurtigt gentaget af Amhara-regionens myndigheder og af talsmænd for lokale militser. Ingen uafhængig kilde har siden bekræftet, hvor frontlinjen faktisk går, eller hvem der om morgenen sidder på det kontor i woredaen, hvor indbyggere registreres, jord tildeles, og fødevarelister opdateres. Netop det kontor betyder mere for mennesker end spørgsmålet om, hvilket flag der er hejst på rådhuset.
Kildeproblemet: krig føres også med ord
Al information om Alamata stammer fra parter, der har en interesse i at fremstille byens fald som afgjort. ENDF, de amhariske regionalstyrker og Fano-militserne rapporterer ikke til samme kommando, men de deler et publikum. Derfor er det værd at spørge, hvad en territorial påstand kan bruges til, når ingen udenforstående kan gå ind i byen og tælle. I en fastlåst konflikt bliver »strategiske sejre« en valuta. De bruges internt til at vise, at hæren stadig kontrollerer begivenhederne, og eksternt over for donorer, Den Afrikanske Union og regionale magter, som gerne vil se, at nogen har styr på noget.
Adgangen til området er samtidig begrænset på måder, der gør verifikation næsten umulig. Telefon- og internetforbindelser afbrydes i kampperioder. Veje spærres. Journalister skal have tilladelse fra føderale eller regionale myndigheder, og tilladelser gives sjældent til dem, der skriver kritisk. Satellitbilleder kan vise, hvor der er køretøjer og brændte huse, men ikke hvem der administrerer et kebele-register. Åbne kilder og geolokaliserede videoer hjælper på detaljeniveau, men de bekræfter sjældent magtforholdet i en by som Alamata.
Raya Alamata: et sted med to navne
Alamata ligger i det, tigrayanerne kalder den sydlige zone og amharerne kalder Raya. Området hørte historisk under Wollo-provinsen, indtil Wollo blev opløst efter 1991, hvor det TPLF-dominerede EPRDF-styre lagde Raya Azebo og Raya Alamata ind under Tigray. Det er den beslutning, striden i dag kredser om. Den amhariske fortælling kalder det en annektering af områder med amharisk flertal; den tigrayanske side peger på, at befolkningen er tosproget, og at Tigray førte krigen for netop disse områder. Begge versioner kan ikke stå i samme jordregister.
Det er derfor, konflikten her ikke kun handler om militære positioner, men om regional autonomi og national identitet. Hvem udsteder ID-kortene? Hvilket sprog bruges i skolen? Hvem modtager budgetoverførsler og humanitær bistand? Sådanne spørgsmål afgøres i praksis af den administration, der sidder i byen i en given måned, og de afgør samtidig, hvem der betragtes som hjemmehørende og hvem som tilflytter. Etnonationalismen i Etiopien er ikke en abstrakt ideologi; den materialiserer sig i lister.
Det humanitære vakuum efter et magtskifte
Når kontrollen skifter i Alamata, ændres ikke bare kommandovejen, men hele den civile infrastruktur, som livet hænger sammen i. Sundhedsstationer mister forsyninger, når den distributive kæde fra regionalt lager til kebele-niveau bryder sammen. Vaccinekæden kræver køling, og den kræver strøm og diesel. Ansatte i skolevæsenet får ikke løn, hvis lønningerne kommer fra en administration, der ikke længere eksisterer. Banker lukker, kontanter bliver knappe, og mobile pengeoverførsler stopper, fordi netværket enten er nede eller kontrolleret.
For familier i og omkring byen betyder det gentagne fordrivelser. Mange har allerede været væk én gang under den tidligere krigsfase og er vendt tilbage til huse uden tag. Når kampe nærmer sig igen, er det dem med færrest midler, der bliver tilbage: ældre, gravide, mennesker med handicap, husstande uden slægtninge i byen. De, der kan, tager til Mekelle, Kombolcha eller til slægtninge i Amhara og bliver der i måneder. Fordrivelse er ikke en enkelt begivenhed. Den er et mønster, der gentager sig, hver gang en frontlinje flytter sig få kilometer.
Mad, medicin og markedets sammenbrud
Alamata fungerer som markedsby for et landbrugsområde, hvor der dyrkes teff, sorghum, sesam og oliven, og hvor kvæghold er en del af husstandenes økonomi. Blokeres vejene, kommer sælgerne ikke ind, og landmændene kan ikke afsætte det, de har. Priserne stiger først på brændstof og salt, derefter på mel og olie. Ifølge IPC-klassificeringen har store dele af Tigray ligget i Fase 3 og Fase 4, det vil sige krise og nødsituation, og den slags tal forbedres ikke af nye kampe. Humanitære konvojer kræver tilladelser, der forhandles uge for uge, og en by, der skifter kontrol, skal have nye tilladelser.
Medicinsk hjælp er endnu mere sårbar. Dialyse, insulin og kræftbehandling afhænger af regelmæssige transporter, og patienter, der skal videre til Ayder Hospital i Mekelle, skal passere checkpoints, hvor papirer vurderes efter skøn. Under den tidligere belejring af Tigray blev sult og manglende medicin beskrevet af FN og af organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International, og Pretoria-aftalen af 2. november 2022 indeholdt løfter om uhindret adgang. De løfter har aldrig været fuldt indfriet i de omstridte sydlige og vestlige woredaer.
Etnonationalisme og den større linje
Konflikten mellem den føderale regering under Abiy Ahmed og TPLF har skiftet karakter flere gange. Først var den en kamp om politisk magt i Addis Ababa, derefter en krig, så en aftale, og nu en uafklaret situation, hvor ingen af parterne kan levere sikkerhed til de områder, de hævder at kontrollere. Amhara-nationalismen har vundet frem parallelt med, at den amhariske region har bevæbnet sig og krævet de omstridte områder. TPLF er selv splittet i fraktioner, hvilket gør det vanskeligt at afgøre, hvem der reelt kan indgå aftaler på tigrayansk side. Den afrikanske unions verifikationsmission, MVCM, har været tyndt bemandet og uden mandat til at rykke ud i de områder, hvor striden står.
I den bredere etiopiske udvikling er dette ikke et enkeltstående tilfælde, men et mønster: krav om territorium begrundes med historiske provinsgrænser, folketællinger og sprog, og de forhandles ikke i retssale, men ved fronten. Det gør hver enkelt by til en brik i et større spil, hvor civile betaler prisen for uenigheden om, hvordan staten overhovedet skal være skruet sammen.
Hvad nyhedsrapporteringen ikke fanger
Nyheder om Alamata kommer typisk som 300 ord fra et nyhedsbureau, med én anonym indbygger citeret over en ustabil telefonlinje og en henvisning til en militær udtalelse. Sådan en tekst besvarer spørgsmålet om, hvem der vandt slaget, men ikke hvad der skete med de 40.000 mennesker, der bor i området. Den fanger ikke, at en skole har mistet et skoleår, at en sundhedsstation har mistet sin kølekæde, eller at en familie har mistet sine kvæg og dermed sin opsparing. Den fanger heller ikke, at den administrative kontrol kan skifte tre gange på et år uden at nogen af skifterne gør livet lettere.
For indbyggerne i Alamata er en militær overtagelse sjældent en sejr. Den er begyndelsen på en ny runde af usikkerhed: nye checkpoints, nye lister, nye spørgsmål om, hvem der må blive boende. Det er den virkelighed, der ligger bag de strategiske kort, og den lader sig ikke indfange af et ord som sejr.
