To statschefer og en teknologi, der ikke kan deles i tons
Donald Trump og Xi Jinping har mødt hinanden før, og dagsordenen har været genkendelig: toldsatser, Taiwan, fentanyl, sojabønner. Denne gang ligger der noget andet i rummet. Kunstig intelligens er ikke en vare, man forhandler om i containere. Det er en teknologi, der rykker ind i våbensystemer, hospitalsjournaler, kreditvurderinger og skolegang, og begge lande vil bestemme, hvordan den ser ud. Derfor er det svært at forestille sig et topmøde i 2025 eller 2026, hvor AI ikke fylder noget. Spørgsmålet er, om samtalen handler om samarbejde eller om kapløb. Det meste tyder på det sidste.
Sammenligningen med den kolde krig holder kun et stykke. USA og Sovjetunionen kunne i 1972 underskrive ABM-traktaten og senere SALT-aftalerne, fordi der fandtes et fælles sprog for missiler: antal, sprænghoveder, rækkevidde, verifikation. AI har ingen tilsvarende målestok. En model er sjældent farlig i sig selv. Det er anvendelsen og den regnekraft, der driver den. Ingen tekst fra 1970'erne kan oversættes direkte til et felt, hvor grænserne flytter sig hvert halve år.
Regnekraft blev en handelsvare
Det mest konkrete våben i konkurrencen er ikke en lov, men en eksportkontrol. I oktober 2022 og igen i oktober 2023 strammede den amerikanske regering reglerne for avancerede GPU'er og for det maskineri, der fremstiller dem. Nvidia måtte bygge særlige varianter til det kinesiske marked, H800 og senere H20, og også de blev ramt. ASML i Veldhoven leverer litografimaskiner med ekstrem ultraviolet lys, EUV, som ingen kinesisk fabrik kan købe. Uden dem stopper man omkring 7 nanometer og arbejder videre med DUV og multi-patterning, hvor hvert lag skal passe med stor præcision.
Kinas svar har været en blanding af pres og penge. Huawei har udviklet Ascend 910B og nyere versioner. SMIC i Shanghai har presset sin 7 nm-proces, internt kaldet N+2, så langt, at yield og effektivitet halter efter. Resultatet er ikke et spejl af Nvidia. Men det er nok til, at kinesiske modeller kan trænes og køres i stor skala uden amerikansk hardware. Det ændrer forhandlingsbilledet. En blokade mister værdi, når modparten har en erstatning, selv en dyr og mindre effektiv en.
Modeller, data og åbne vægte
På modelsiden er der sket noget lignende. Da DeepSeek i begyndelsen af 2025 offentliggjorde R1 med åbne vægte, faldt aktiekurserne for amerikanske chipproducenter i løbet af en enkelt handelsdag. Modellen var ikke bedre end de førende amerikanske systemer, men den var tæt på, og den var billig at træne. Alibaba har gjort det samme med Qwen-serien. Åbne vægte betyder, at parameterfilerne kan hentes og køres lokalt. Det gør eksportkontrol af modeller næsten umulig i praksis. Man kan kontrollere chips. Man kan kontrollere adgangen til store skyer. Man kan ikke kontrollere en fil, der allerede er kopieret tusind gange.
USA's modsvar har været at ramme infrastrukturen omkring træningen. Reglen om kunstig intelligens-spredning, på engelsk kendt som the diffusion rule, trådte i kraft i 2025 og knytter kontrollen til regnekraft og slutbruger frem for til parameterantal. Tærskler som 10^26 FLOP bruges til at afgøre, hvornår en model er stor nok til at kræve licens. Det er et forsøg på at gøre et teknisk begreb til jura. Det er svært, og grænserne forældes hurtigt.
Kapital, strøm og støbning af chips
Begge lande bygger datacentre i et tempo, der kræver noget så banalt som elektricitet. Enkelte amerikanske projekter sigter mod flere gigawatt, GW, i samlet effekt. Det svarer til store kraftværker, og det skaber lokale stridigheder om net, vand og støj. I Kina ser udfordringen anderledes ud: adgang til avanceret hukommelse, HBM, og til de støbeprocesser, der reelt kun findes hos TSMC i Hsinchu og Arizona samt hos Samsung i Korea og Texas. Støbning er den flaskehals, ingen af parterne kan tale sig ud af, uanset hvor mange chefer der mødes.
Talenter flytter også. Kinesiske forskere udgør en betydelig andel af forfatterne bag amerikanske AI-artikler og bag patenter i Californien. Visa-regler, forskningsbevillinger og den politiske stemning afgør, hvor de bliver. Trump-administrationen har talt om at lette adgangen for udenlandske ingeniører, samtidig med at den har strammet kontrollen med kinesiske studerende i følsomme fag. De to signaler peger i hver sin retning, og universiteterne mærker det i optaget.
Militære systemer og regler uden tilsyn
Den del af kapløbet, der er sværest at forhandle om, er den militære. Autonome droner, måludvælgelse, logistik og kommandosystemer bruger i stigende grad maskinlæring. USA har en erklæret politik om, at et menneske skal være involveret i beslutninger om magtanvendelse. Kina har lignende formuleringer i FN-regi. Bindende aftaler findes ikke. Der er ingen inspektører, ingen hotline for AI-hændelser, ingen verificerbar grænse mellem civilt og militært brug. Det er den største forskel fra atombombens æra, hvor begge parter tidligt kunne måle hinandens arsenaler.
Hvad et håndtryk kan føre til
Realistisk kan et møde mellem Trump og Xi give få ting. En aftale om at genoptage militære samtaler. En ramme for advarsler om farlige kapaciteter. Måske en fælles erklæring om, at AI i atomvåbensystemer kræver menneskelig kontrol. Det lyder beskedent, og det er det også. Men i et kapløb, hvor begge parter investerer hundreder af milliarder, er selv en smal aftale om kommunikation mere værd end ingen.
Resten afgøres ikke ved forhandlingsbordet. Det afgøres i fabrikkerne, i datacentrene og i de kodebaser, hvor vægte bliver delt. Trump og Xi kan sætte retning for toldsatser og for adgangen til chips. De kan ikke stoppe et kapløb, som begge landes økonomier nu er dybt afhængige af at vinde.
