En by lukket for omverdenen
Da russiske styrker omringede Mariupol i foråret 2022, stoppede forsyningerne af mad og vand. Byen ligger ved Azovhavet i det sydøstlige Ukraine. Indbyggere fortalte senere, at de første dage gik med at hamstre, hvad der fandtes. Derefter forsvandt brødet, mælken og medicinen. FN og Røde Kors advarede om en humanitær katastrofe. WFP, Verdensfødevareprogrammet, kunne ikke komme ind. UNHCR og ICRC forsøgte at forhandle om korridorer. For tusinder af civile blev haven det sidste sted at finde noget spiseligt.
Vand blev den første mangel
I Mariupol blev vandledninger ødelagt, og pumpestationer holdt op med at virke. Folk samlede regnvand i spande. Andre smeltede sne eller hentede vand fra ødelagte rør. Vandet skulle koges, men gas og elektricitet var væk. WHO har beskrevet, hvordan mangel på rent vand fører til diarré, kolera og tyfus. I en belejret by bliver hver dråbe en beslutning. Nogle drak vand fra radiatorer. Det smagte af rust og jern. Børn fik feber. Ældre blev dehydrerede. Når vandet forsvinder, begynder folk at spise ting, de ellers ville lade ligge.
Ukrudt som nødmad
I haver og på græsplæner i Mariupol voksede planter, som ingen normalt regner for mad. Chenopodium album, hvidmelet gåsefod, kom op mellem fliser. Taraxacum officinale, mælkebøtte, havde blade og rødder. Urtica dioica, stor nælde, stod i klynger ved hegn. Plantago major, vejbred, lå langs stier. Polygonum aviculare, vejpileurt, dækkede bar jord. Under belejringen blev de kogt i suppe eller spist rå. Nogle tørrede bladene og gemte dem. Andre kogte rødder i vand og drak kraften. Det gav ikke nok kalorier, men det holdt sulten væk i timer. Smagen var bitter, jordet, nogle gange sæbeagtig. Børn lærte at kende planterne af deres forældre.
Botanik i en krigszone
Det er ikke tilfældigt, at netop disse arter dukkede op i Mariupol. Chenopodium album er en pionerplante, der trives i forstyrret jord. Den indeholder oxalsyre og bør ikke spises i store mængder rå. Taraxacum officinale har bitre sesquiterpenlaktoner, men også vitaminer. Urtica dioica har kisel og kan give svie, hvis den ikke koges. Plantago major indeholder mucilago og kan virke beroligende på maven. Polygonum aviculare er rig på tanniner. Viden om planterne var ikke akademisk. Den kom fra bedstemødre, naboer og gamle opskrifter. I en by uden apoteker blev haven et spisekammer, men også en risiko. Nogle planter forveksles med giftige slægtninge.
Historiske paralleller
Historien kender andre belejrede byer, hvor ukrudt blev mad. Under Leningradbelejringen 1941–1944 spiste indbyggere græs, bark og kæledyr. Under Holodomor 1932–1933 i det sovjetiske Ukraine blev sult brugt som våben. Begrebet nødmad er ikke nyt. Det dukker op, når forsyninger afbrydes, og myndigheder svigter. I Mariupol gentog mønstret sig. Først forsvandt markedsvarerne. Så forsvandt husdyrene. Til sidst gravede folk i jorden efter rødder. De russiske styrker kontrollerede vejene, og hjælpekonvojer blev stoppet eller forsinket. Det gjorde haven til den eneste åbne butik.
Hjælp udefra og tavshed
Internationale organisationer forsøgte at nå frem til Mariupol. ICRC arbejdede for evakueringer. OSCE og FN dokumenterede brud på krigens regler. Men adgangen var begrænset. Journalister blev holdt væk eller udvist. Derfor findes mange vidnesbyrd først måneder senere. Overlevende fortalte om naboer, der delte en suppe kogt på nælder. De fortalte om mænd, der gik i haver efter mørkets frembrud for at grave mælkebøtter op. Nogle blev skudt, fordi de bevægede sig uden tilladelse. Andre blev anklaget for at plyndre. Sulten gjorde også folk mistænksomme. Tillid blev en ressource, der kunne slippe op.
Hvad overleverne spiste
En typisk dag i Mariupol kunne begynde med te lavet på mynte eller fyrrenåle. Frokosten var en tynd suppe af kartoffelskræller og gåsefod. Aftensmaden var måske stegte mælkebøtterødder. Hvis der var mel, blev det til en klæg pandekage. Hvis der var olie, blev den stegt. Hvis ikke, blev den kogt i vand. Salt var en luksus. Sukker forsvandt helt. Børnene fik ikke nok protein. Voksne tabte muskler. Håret faldt af. Tænder blev løse. Det er symptomer på kvashiorkor og marasmus, to former for alvorlig underernæring. Selv dem, der overlevede, bar skaderne med sig.
Ukrudtets grænser
Ukrudt kan holde et menneske i live i uger, men ikke i måneder uden andre fødevarer. Chenopodium album giver få kalorier pr. gram. Urtica dioica er bedre, men kræver store mængder. Taraxacum officinale indeholder latex, som kan irritere maven. Plantago major smager mildt, men mætter lidt. Polygonum aviculare kan binde vand i tarmen. Ingen af planterne erstatter fedt og protein. Derfor så man i Mariupol, at folk også spiste hunde, katte, duer og rotter. Nogle spiste lim lavet af knogler. Andre kogte læder. Det er ikke en romantisk historie om selvberging. Det er en historie om, hvad sult gør ved valg.
Byttehandel og rationering
I Mariupol blev mad også en valuta. En pakke kiks kunne byttes til et batteri. Et stykke sæbe kunne koste et glas vand. Russiske soldater delte nogle gange rationer ud ved kontrolposter. Andre gange blev hjælpen brugt til at presse civile for information. FN og OSCE har dokumenteret, hvordan nødhjælp kan blive et våben. Uden penge og uden banker gik folk tilbage til naturalier. Guld og smykker mistede værdi. Cigaretter og salt blev vigtigere. Når sulten stiger, forsvinder tilliden til institutioner. Tilbage står naboer, familier og de planter, man kan genkende.
Efter befrielsen og besættelsen
Da kampene aftog, blev Mariupol besat af russiske styrker. Byen blev delt ud til nye myndigheder. Mange indbyggere blev evakueret til Ukraine eller Rusland. Andre blev tilbage i ruinerne. FN har anslået, at tusinder af civile blev dræbt. WFP og UNHCR fortsatte med at hjælpe fordrevne. Men for dem, der blev i byen, fortsatte usikkerheden. Vandet var stadig urent. Madvarer kom fra nødhjælp eller sorte markeder. Haverne lå øde. Nogle planter voksede videre mellem murbrokker. For overleverne er synet af mælkebøtter ikke længere harmløst. Det er et minde om sult, og om hvad de spiste for at se næste morgen.
Langsigtede spor i kroppen
Underernæring i en belejret by som Mariupol sætter sig i knogler og organer. Børn, der blev født i 2022, kan få vækstproblemer. Ældre kan få nyreskader efter dehydrering. Psykiske traumer følger ofte efter. Mangel på rent vand kan give kroniske tarmproblemer. Læger uden Grænser og andre NGOer har rapporteret om PTSD og depression blandt overlevende. Ukrudt reddede nogle, men det helbredte ingen. Historien om gåsefod og nælder i Mariupol er derfor ikke en opskrift. Det er et vidnesbyrd om en by, hvor mad blev til et spørgsmål om at genkende blade i sin egen baghave.
