Et sammenligningsvis absurd billede
Når medierne skriver om "scrambles" efter Oasis-billetter, bruger de ordet om desperate fans, der kæmper mod servernedbrud for at få lov til at opleve Gallagher-brødrene. Men i de britiske landdistrikter har ordet fået en langt mørkere klang. For de landmænd, der nu deltager i et digitalt kapløb om en pulje på 233 millioner pund, handler det ikke om musik og nostalgi. Det handler om de penge, der skal betale næste måneds diesel, foder og ejendomsskatter. Sammenligningen føles provokerende, fordi indsatsen er så fundamentalt forskellig, selvom de tekniske rammer minder om hinanden: et digitalt lotteri, der lukker, før man overhovedet har fået logget ind.
Digital ulighed på den jyske og britiske mark
Regeringen hævder, at den nye støttemodel for miljøvenligt landbrug fungerer upåklageligt. Men hvis et system kræver et digitalt sprint for at sikre, at jorden bliver passet korrekt, har vi så overhovedet et retfærdigt system? De små, familieejede brug er mest sårbare her. En ældre landmand, der har drevet sin bedrift efter de samme principper i fyrre år, står nu over for en mur af algoritmer og komplekse online-ansøgninger. For ham er det ikke bare et spørgsmål om teknisk kunnen, men om en eksistentiel usikkerhed. Når ansøgningsprocessen bliver et spørgsmål om, hvem der har den hurtigste internetforbindelse eller den mest avancerede software, skaber vi et A- og B-hold i landbruget.
De store, kapitalstærke landbrug med dedikerede administrative medarbejdere kan nemt navigere i de tekniske krav. De kan ansætte folk til at optimere deres digitale profil, så de står forrest i køen. Det efterlader de mindre brug, dem der ofte er fundamentet for det lokale fællesskab, i en permanent tilstand af usikkerhed. Det handler ikke kun om penge, men om retten til at forblive på sin egen jord.
Efter Brexit: Fra EU til et usikkert vakuum
Skiftet fra EU's direkte subsidier under den tidligere fælles landbrugspolitik (CAP - Common Agricultural Policy) til nationale "public goods"-modeller har efterladt et økonomisk tomrum. Hvor CAP gav en vis forudsigelighed, er den nye britiske model bygget på præstationer og hurtig ansøgning. Denne overgang er sket i kølvandet på Brexit, hvilket har skabt en periode med stor økonomisk volatilitet. Landmændene er gået fra at være modtagere af en stabil, international ramme til at være undersåtter for en national regerings luner og digitale infrastruktur.
Det er en gennemgribende ændring af landbrugets natur. Tidligere handlede støtten om areal og produktion; nu handler det om at levere økosystemtjenester, som regeringen har defineret dem. Men hvis den finansielle ramme er så usikker, at landmanden ikke ved, om hans indtægt eksisterer om seks måneder, hvordan skal han så kunne planlægge langsigtede miljøforbedringer? Man kan ikke plante en skov eller omlægge et hele landbrugsareal baseret på et heldigt klik på en skærm.
De menneskelige omkostninger ved usikkerhed
Bag de økonomiske grafer og de politiske tal gemmer der sig en stigende psykisk belastning. Landbrug er ikke et 8-til-16 job. Det er en livsstil, der er uløseligt forbundet med ens identitet og mentale velvære. Når ens eksistensgrundlag afhænger af en uigennemsigtig ansøgningsproces, begynder stressen at sætte sig i kroppen. Vi ser en tendens til øget depression og angst blandt landmænd i landdistrikterne, og uforudsigeligheden i støtteordningerne fungerer som en katalysator.
Det handler om den socioøkonomiske sårbarhed. Hvis de små landbrug lukker, forsvinder ikke kun produktionen, men også selve det sociale væv, der holder landsbyerne i live. Når de lokale landhandel og skoler mister deres kundegrundlag, fordi de produktive, men teknologisk udfordrede landmænd giver op, så dør landdistrikterne langsomt. Det er en dominoeffekt, som ingen minister har taget højde for i deres glansbilleder af den grønne omstilling.
En falsk grøn omstilling?
Der er en reel risiko for, at de miljømæssige mål undermineres af den måde, pengene uddeles på. Regeringen promoverer en grøn omstilling, men de mekanismer, der skal finansiere den, virker snarere som en eksklusionsmekanisme. Hvis kun de mest teknologisk avancerede landbrug har råd til at deltage i de nye programmer, mister vi den brede, folkelige opbakning til miljøtiltagene. En effektiv omstilling kræver, at landmanden ser sig selv som en partner i naturplejen, ikke som en desperat deltager i et bureaukratisk kapløb.
Hvis vi fortsætter med at devaluere den menneskelige faktor i landbruget, risikerer vi at stå med en meget effektiv, men meget ensom, industriel produktion. Vi risikerer at miste den viden, der ligger i de generationer, der har lært at læse jorden, ikke kun en dataskærm. Det er et politisk svigt af en dimension, hvor man ofrer den langsigtede fødevaresikkerhed og den sociale stabilitet på bekostning af en hurtig, digitaliseret proces. Det er ikke bare et spørgsmål om penge; det er et spørgsmål om, hvem vi vil have til at forvalte vores land.
