For at sikre, at mindre landbrug ikke lades i stikken i den grønne omstilling, må designet af landbrugsstøtten skifte fokus. Store industrilandbrug har ansatte til at håndtere komplekse ansøgningsprocesser og digitale monitoreringsværktøjer. Det har den lille landmand sjældent. Derfor bør man implementere en differentieret ansøgningsmodel, hvor kravene til dokumentation og teknisk rapportering er proportionale med bedriftens størrelse.
Vi bør kigge mod kollektive løsninger frem for individuelle krav. I stedet for at kræve, at hver enkelt gård skal investere i egne præcisionsteknologier som GPS-styret gødning eller avancerede sensorer, kan støtten udløses gennem lokale landbrugsklynger eller andelslag. Når teknologien deles, falder prisen per hektar betragteligt. Dette skaber en naturlig skalafordel, som ellers er forbeholdt de helt store enheder.
Desuden er forenkling af de digitale platforme en nødvendighed. Hvis et system kræver en ingeniørgrad at navigere i, ekskluderer vi de mest engagerede producenter. Brug af automatiserede dataoverførsler fra eksisterende maskiner direkte til myndighedernes systemer (IoT-integration) kan fjerne behovet for manuel indtastning. Ved at mindske den administrative byrde giver vi de små landbrug en reel chance for at indrette sig efter de nye miljøkrav.
