Et ord, der dømmer på forhånd
På hollandsk hedder kønslæberne schaamlippen. Ordet betyder ord for ord »skamlæber«, og det står ikke alene. Hollændere siger schaamhaar om kønsbehåring, schaambeen om skambenet og schaamstreek om området mellem navlen og lysken. Skammen er ikke en kommentar, nogen kommer med bagefter. Den ligger i selve ordet, indbygget på forhånd, og den følger med, hver gang en kvinde skal tale om sin egen krop med en læge.
Derfor har en hollandsk kampagne foreslået at skifte ordet ud. Det nye ord er vulvalippen. Bag kampagnen står læger, sprogfolk og patientorganisationer, og et af argumenterne er blevet citeret vidt: Kvinder skal føle sig set, ikke dømt, når de slår ordet op. »Make women feel seen«, lyder formuleringen på engelsk, fordi den er svær at oversætte uden at miste brodden.
Fra pudenda til schaamlippen
Skamordet er gammelt. I latinsk lægebrug hed kønsdelene pudenda, af pudere, at skamme sig. Det hed pudendum muliebre — kvindens skamfulde del — og betegnelsen holdt sig i anatomiske lærebøger langt op i 1900-tallet. Opslagsværker på engelsk bruger stadig »pudendum« i nogle udgaver. Det er altså ikke et hollandsk særtræk, men en europæisk tradition, som hollandsk og dansk begge har arvet: kroppen beskrives gennem den flovhed, den skulle fremkalde.
Hvad det nye ord skal gøre
Argumentet er ikke, at et ord alene ændrer noget. Det er, at ordet sætter retningen for, hvad der bliver sagt bagefter. Når en 15-årig pige sidder hos sin praktiserende læge og siger schaamlippen, har hun allerede sagt, at der er noget at skamme sig over. Skifter man ordet, skifter man udgangspunktet for samtalen.
Sprogfolk er delte. Nogle peger på, at et ord ikke bliver mindre ladet, fordi man udskifter det; ladningen flytter bare med over i det nye. Andre mener, at vulvalippen er et dårligt valg, fordi vulva er hele det ydre kønsorgan — klitoris, skamlæber, skedeåbning, mellemkød — mens labia kun er læberne. At kalde dem vulvalippen er anatomisk upræcist, hvis man vil være nøjagtig. Hollandsk har i forvejen labia lånt direkte fra latin.
Læber, der ikke er læber
Anatomien er værd at holde fast i. Labia majora er de ydre skamlæber, dækket af hud og kønsbehåring. Labia minora er de indre, uden behåring, og de varierer mere i form, farve og størrelse, end tegninger i skolebøger antyder. Mellemkødet hedder perineum, klitoris er et organ med glans og crura, og hele området samlet hedder vulva. Ordet »skede« dækker kun den indre kanal. Det er en forskel, mange voksne stadig blander sammen, også når de taler med en læge.
Klinikkerne mærker sproget
Antallet af labiaplastikker er steget i Holland, Storbritannien og Danmark gennem de sidste tyve år. Indgrebene går typisk ud på at mindske de indre skamlæber, og de udføres både af medicinske grunde — for eksempel lichen sclerosus eller gener ved cykling og sex — og af kosmetiske. Da britiske NHS strammede reglerne for kosmetisk labiaplastik til personer under 18 år, var begrundelsen netop, at unge piger i stigende grad spurgte efter et indgreb, de ikke havde en medicinsk grund til at få.
Porno og sociale medier bliver ofte nævnt som forklaring. Det er en del af den. En anden er, at mange piger aldrig har set et andet underliv end deres eget, og at det første ord, de hører om det, indeholder skam.
Dansk har samme problem
På dansk hedder det skamlæber. Vi har skamhår og skamben. Den Danske Ordbog forklarer kort og uden kommentar, at skamlæber er læberne omkring skedeåbningen. Ordet står i ordbogen, fordi det bliver brugt, ikke fordi nogen har vedtaget det.
Det gør den hollandske debat relevant også her. Dansk Sprognævn registrerer ord, når de er i almindelig brug; en kampagne kan ikke beslutte et nyt ord. Men en kampagne kan gøre et ord synligt i aviser, i undervisningsmateriale og i venteværelser. Det er den vej, sproget plejer at gå, og den tager tid.
Ord, der bliver siddende
Hollandsk er ikke det første sprog, der tager hul på det her. Engelsk har skiftet »pudenda« ud med »genitals« i kliniske tekster. Norsk og svensk bruger også skam-sammensætninger: skamlepper, blygdläppar — det sidste betyder nogenlunde det samme som det hollandske. Ingen af sprogene har et perfekt alternativ liggende klar, og ingen af dem har fundet et ord, som alle er enige om.
Hvad det nye hollandske ord end kommer til at hedde i Van Dale, er pointen en anden. En kvinde, der kan beskrive sin krop uden at bruge et ord om skam, har et andet udgangspunkt, når hun skal fortælle, hvor det gør ondt, eller hvad hun gerne vil have lavet. Det er ikke et sprogpolitisk projekt alene. Det er en samtale, der begynder et andet sted, og den begynder med et ord, der bliver sagt højt.
