Byen uden forsyninger
I foråret 2022 blev Mariupol i Donetsk oblast afskåret fra omverdenen. Russiske styrker omringede byen, og i uger var der ingen regelmæssig adgang til mad, vand, medicin eller brændstof. Indbyggerne gemte sig i kældre, under jorden, i hospitalers mørke korridorer. FN og ICRC (Det Internationale Røde Kors) advarede om en humanitær katastrofe. Vandet forsvandt først. Derefter forsvandt brødet. Til sidst begyndte folk at spise det, der voksede i haver, mellem betonfliser og på lossepladser. Ukrudt blev en fødevare.
Ukrudt som kaloriekilde
Nettel (Urtica dioica) var en af de første planter, folk samlede. Den vokser i fugtig jord, ved hegn og i skygge. Unge blade kan koges, tørres eller bruges i suppe. Mælkebøtte (Taraxacum officinale) har bitre blade, men rødderne kan ristes og males til en slags kaffeerstatning. Almindelig vejbred (Plantago major) vokser næsten overalt, og dens blade kan spises rå eller kogt. Svinemælk (Chenopodium album) kaldes også lamb's quarters på engelsk og har spiselige frø. I Ukraine og Rusland har den været kendt som en hungersnødsplante. Skvalderkål (Aegopodium podagraria) dukker op i skyggefulde haver. Alle disse planter har været brugt i århundreder, når korn og kartofler svigtede.
Historiske paralleller
Under belejringen af Leningrad fra 1941 til 1944, på russisk blokada, spiste indbyggerne nælder, quinoa, bark, savsmuld og lim. Vitaminmangel førte til skørbug. Folk drak af Neva og spiste døde dyr. Belejringen kostede over en million mennesker livet. Mariupol 2022 var ikke identisk, men mange overlevende beskrev lignende valg. De kogte suppe på få kartofler og en håndfuld nælder. De tørrede mælkebøtterødder. De gemte skvalderkål i kælderen. Mad blev et spørgsmål om at kende sin have og sin by.
Vand: den største mangel
Mere akut end mad var vand. Uden rindende vand i haner og radiatorer måtte folk hente vand, hvor de kunne. Nogle smeltede sne. Andre samlede regnvand i spande. Mange hentede vand fra ødelagte rørledninger, brønde eller huller i jorden. Vandet var ofte forurenet med kloak, olie og lig. Diarré og dehydrering blev almindeligt. Uden rent vand kunne selv den bedste ukrudtssuppe ikke holde en familie i live. Læger uden Grænser og lokale frivillige forsøgte at dele vandtabletter, men forsyningerne slap op. At koge vand krævede brænde, og brænde var også en mangelvare.
At tilberede det uspiselige
Rå nælder svier. Mælkebøtte er bitter. Skvalderkål kan give luft i maven. Folk lærte at koge bladene flere gange og skifte vandet. Nogle tilsatte lidt salt, hvis de havde det. Andre brugte fedt fra dåser eller olie fra generatorer. Suppen blev tynd, grøn og nogle gange grå. Børn nægtede at spise. Voksne tvang dem. I nogle kældre blev der lavet te på lindeblomster, mynte eller fyrrenåle for at få C-vitamin. Fyrrenåle indeholder ascorbinsyre, men også stoffer, der kan irritere maven. Man kunne ikke spise store mængder. Overlevelse handlede om at blande planter, så maven ikke blev ødelagt.
Risici ved at spise byens planter
Byjord er ikke ren. Tungmetaller fra industri, bly fra maling, rester af sprængstof og asbest kan optages i blade og rødder. Planter ved veje og ruiner kan indeholde nitrater og pesticider. Nogle planter forveksles med giftige arter. Almindelig hundepersille (Aethusa cynapium) ligner skvalderkål, men er giftig. Svinemælk kan ophobe oxalsyre, hvis den spises i store mængder. Mælkebøtte kan virke afførende. Under en belejring er der dog sjældent luksus at vælge. Sult gør folk villige til at tage chancer. Læger så mavekramper, nyreskader og allergiske reaktioner. Alligevel reddede ukrudtet nogle fra at sulte ihjel.
Hjælp udefra og lokale netværk
Humanitære korridorer blev aftalt og brudt. FN, ICRC og OSCE forsøgte at få adgang. Nogle konvojer nåede frem med mel, vand og medicin. Andre blev stoppet eller beskudt. I mellemtiden opstod lokale netværk. Naboer delte haver. Ældre viste børn, hvilke blade man kunne spise. Kirker og skoler blev samlingssteder. Frivillige kogte suppe i store gryder over bål. En kvinde i Mariupol fortalte, at hun lærte at kende tyve spiselige planter i løbet af en måned. Før krigen havde hun set dem som ukrudt. Nu var de en form for penge.
Lokale køkkenhaver i ruiner
Før krigen havde mange familier i Mariupol små køkkenhaver ved dachaer uden for byen eller i baggårde. Jordbær, tomater, krydderurter og kartofler voksede der. Da kampene nærmede sig, blev haverne brændt, mineret eller efterladt. Alligevel fandt nogle overlevende planter i kasser, potter og revner. En tomatplante i en vindueskarm kunne give få frugter. Et par kartofler kunne koges med nælder. Det var ikke nok til en familie, men det var noget. I byens ruiner voksede også hyben, tjørn og brombær. Bær kan give sukker og vitaminer, men buskene lå ofte i skudlinjer. At samle dem var farligt. Sult drev folk ud alligevel.
Efter befrielsen
Da kampene aftog, begyndte overlevende at registrere, hvad de havde spist. Nogle havde spist græs, blade og rødder i ugevis. Mange havde tabt ti til tyve kilo. Børn var dehydrerede og blege. Psykiske sår varede længere end sulten. I dag er Mariupol besat, og adgang for journalister og hjælpeorganisationer er stærkt begrænset. Vidnesbyrd kommer gennem telefoner, breve og samtaler med dem, der slap ud. Historierne om nælder og mælkebøtter er ikke romantiske. De handler om at koge vand på et bål, mens lyden af kamp nærmer sig. De handler om at vælge mellem at spise noget farligt og ikke spise noget.
Hvad ukrudtet viser
Ukrudt er planter, der vokser, hvor mennesker ikke ønsker dem. Under belejring vender den definition. Nettel, mælkebøtte, vejbred og skvalderkål bliver mad, medicin og håb. Botanikere kalder dem pionerplanter, fordi de hurtigt dækker forstyrret jord. Krig efterlader forstyrret jord. Derfor vokser de igen. Det er ikke en løsning på sult. Det er en nødløsning. FN's fødevareprogram og WHO har dokumenteret, at adgang til rent vand og basal mad er afgørende i belejrede byer. Alligevel viser Mariupol, at viden om spiselige planter kan købe dage, timer, måske et liv. Ingen burde være nødt til at lære det. Men nogle gjorde.
