Det er en kompleks balancegang. For det første spiller indenrigspolitik en enorm rolle i de vestlige demokratier. Politisk støtte til Israel er ofte en nødvendighed for at vinde eller beholde vigtige vælgergrupper, især i USA. Hvis regeringer tager skridt, der direkte udfordrer Israels sikkerhedsret eller territorielle interesser, risikerer de politisk modstand fra stærke lobbyorganisationer og konservative fløje.
Økonomisk er billedet lige så fastlåst. Mange vestlige lande har dybe handelsforbindelser med Israel, som dækker alt fra højteknologi til cybersikkerhed. At skabe en palæstinensisk stat kræver ofte sanktioner eller begrænsninger på israelsk eksport, hvilket vil ramme vestlige investeringer og teknologiske samarbejder. Det er dyrt og besværligt at bryde eksisterende handelsmønstre.
Derudover er der de geopolitiske alliancer. Israel fungerer som en stabil og demokratisk partner i en ellers ustabil region. Vestlige magter vægter denne strategiske stabilitet højt. At handle på retorikken ville betyde, at man risikerer at destabilisere de regionale sikkerhedsarkitekturer, som man har brugt årtier på at opbygge. Det er lettere at tale om to-statsløsningen end at gennemføre den, når de økonomiske og sikkerhedsmæssige omkostninger ved de facto handlinger er så høje.
