Vi må bevæge os væk fra et system, der kun reagerer på officielle stempler. Lige nu kræver mange støttemuligheder en tung, medicinsk dokumentation. Det efterlader dem, der blot føler sig udmattede af at spille en rolle, i et tomrum. De bruger al deres energi på at lade som om, de er neurotypiske for at passe ind på jobbet eller i sociale sammenhænge.
Arbejdspladser kan gøre en forskel her og nu. Det handler ikke om dyre tiltag, men om fleksibilitet. Muligheden for at trække sig tilbage, bruge støjreducerende hovedtelefoner eller få klare, skriftlige instruktioner uden at skulle retfærdiggøre det, kan fjerne det mentale pres. Hvis ledelsen fokuserer på leverancer frem for social performance, falder behovet for maskering markant.
I det almene system bør vi skabe lavtærskeltilbud. Det kunne være selvhjælpsgrupper eller rådgivning, hvor man kan tale om sensorisk overbelastning uden at skulle gennemgå en langvarig udredningsproces. Vi har brug for rammer, der anerkender den mentale pris, det har at skjule sin sande natur. Ved at fjerne kravet om en diagnose som adgangskrav, hjælper vi folk med at undgå burnout og isolation.
