Mænd og kvinder mod flammerne
I det tætte terræn på Borneo står de med værktøjer, der føles som relikvier fra en svunden tid. Håndholdte grene, vanddunke og små, bærbare vandpumper er det eneste forsvar mod de massive ildstorme, der raser gennem skovene. De er ikke professionelle brandmænd fra en central statslig enhed; de er frivillige. Mange af dem er medlemmer af Dayak- eller Banjar-folket, hvis slægter har levet i disse skove i generationer. De kæmper ikke blot mod selve flammerne, men mod en mur af tyk, sort røg, der gør det næsten umuligt at trække vejret.
Siden begyndelsen af juli har omkring 200.000 hektar skov og landbrugsjord i Indonesien været dækket af aske. Det er et enormt areal, der nu kun eksisterer som forkullede rester. For de frivillige betyder det lange nætter i ekstrem varme, hvor de forsøger at lægge dæmninger af jord eller vand for at stoppe en ild, der bevæger sig hurtigere, end de kan følge med. Mens de kæmper, driver de giftige mikropartikler med vinden og krydser landegrænser. Smoggen rammer Singapore, Kuala Lumpur og Manila, hvor luftkvaliteten falder drastisk, og befolkningen i storbyerne mærker irritation i øjne og luftveje.
Tørvemosen som en tikkende bombe
Når man ser de brændende områder, er det let at konkludere, at det blot er resultatet af uagtsomhed, men årsagerne er langt mere sammenflettede. Problemet findes dybt nede i jorden. Store dele af de berørte områder består af tørvemoser – organisk materiale, der er ophobet gennem årtusinder. Når disse områder drænes for at gøre plads til landbrug, eller når de udtørres af ekstreme vejrfænomener, forvandles de til gigantiske kulstofbomber.
Det er ikke kun overfladebrand, der er problemet. Ilden søger ned i de tørre tørvelag, hvor den kan brænde uforstyrret i ugevis, selv under jorden, hvor vandet har svært ved at nå ind. Når tørven brænder, frigives de enorme mængder CO2, som jorden har bundet i århundreder. Det skaber en ond cirkel: Brandene frigiver drivhusgasser, som forstærker de globale temperaturstigninger, hvilket igen fører til mere tørke og flere brande. Den nuværende krise er et resultat af et komplekst samspil mellem menneskelig aktivitet og de klimatiske forskydninger, som El Niño-fænomenerne forstærker.
Mellem nødvendighed og profit
For at forstå, hvorfor ilden tændes, må man se på de økonomiske incitamenter, der driver landbruget i regionen. Det er fristende at placere hele skylden hos de store palmeolieproducenter, men virkeligheden er mere nuanceret. For mange småbønder er "slash-and-burn" – rydning ved hjælp af ild – ikke et valg truffet af ond vilje, men en økonomisk nødvendighed. I et landbrug, hvor adgangen til dyrt maskineri og kemiske gødning er begrænset, er ild den mest tilgængelige og billigste metode til at rydde jord og frigive næringsstoffer til næste afgrøde.
Samtidig presser de globale markeder efterspørgslen på billige råvarer. Den lave pris på palmeolie i supermarkederne i Europa og Asien er en direkte drivkraft bag det intensive landbrug. Selvom industrier har indført certificeringsordninger som RSPO (Roundtable on Sustainable Palm Oil) for at fremme bæredygtighed, er implementeringen og kontrollen på jorden ofte mangelfuld. Der findes en fundamental konflikt mellem de globale krav om miljøbeskyttelse og de lokale behov for overlevelse og vækst.
Ulighed og juridisk usikkerhed
Bag de økonomiske tal ligger en dyb social uretfærdighed. Mens profitten fra de store plantager ofte flyder væk fra de berørte områder, er det lokalbefolkningen, der står med de direkte konsekvenser. Dayak- og Banjar-folket kæmper ikke kun mod ilden, men også mod en juridisk usikkerhed. Mange af disse grupper har ikke formelle ejendomsrettigheder til det land, de har dyrket i generationer. Når staten udsteder koncessioner til store virksomheder på de samme områder, efterlades de lokale uden juridisk beskyttelse og uden ressourcer til at forsvare deres livsgrundlag.
Det rejser spørgsmålet om statens rolle. Hvorfor overlades ansvaret for at bekæmpe disse enorme brande i høj grad til frivillige militser? Det indonesiske myndigheder står over for enorme udfordringer: Geografien er ekstremt svær at navigere i, og de økonomiske interesser i landbrugssektoren er massive. Der er også rapporter om korruption og manglende håndhævelse af miljølovgivningen, som gør det svært at holde de ansvarlige til regnskab. Spørgsmålet er, om staten har de nødvendige midler, eller om de politiske prioriteringer simpelthen ligger et andet sted.
At løse krisen kræver mere end blot brandslukning. Det kræver en reform af jordrettigheder, en styrkelse af de lokale samfunds økonomiske modstandskraft og en global erkendelse af, at prisen på vores forbrugsvaner ofte betales med røg og aske i fjerne skove.
