Selvom vi ved, at lyset har været undervejs i millioner af år, er det ikke kun afstanden, der udgør udfordringen. Den primære teknologiske begrænsning ligger i detektorenes følsomhed og vores evne til at skelne mellem de forskellige processer, der sker i en galakse under en sammensmeltning.
For at se selve øjeblikket af interaktionen kræves det, at vi kan se gennem enorme mængder interstellart støv og gas, som ofte skjuler de mest dramatiske begivenheder i centrum af galaksen. Selvom radioteleskoper og infrarøde teleskoper kan trænge bedre igennem dette støv, har vi stadig svært ved at opnå en tilstrækkelig høj rumlig opløsning til at kortlægge de præcise bevægelser af stjerner og gas i fjerne galakser i realtid.
Dertil kommer den kosmiske tidsforløbsproblematik. Da vi ser galaksen, som den så ud for millioner af år siden, er de strukturer, vi observerer i dag, et resultat af processer, der er afsluttet. Vi kan bruge computermodeller til at rekonstruere fortiden, men vores nuværende teleskoper kan ikke fange selve dynamikken i et øjeblik, der ligger så langt tilbage i tiden. Vi er afhængige af at udvikle endnu kraftigere instrumenter, som faldet for at bryde disse grænser.
