Når ilden først er trængt ned i de tørre tørvelag, hjælper det ikke meget at kaste vand på overfladen. De frivillige står ofte med spader og håndpumper, mens flammerne bevæger sig usynligt under jorden. For at gøre deres arbejde mere effektivt skal fokus flyttes fra direkte bekæmpelse til langsigtet vandstyring.
Det første skridt er at etablere kanaler, der kan holde vandstanden høj i tørveområderne. Hvis jorden forbliver mættet med vand, dør ilden simpelthen af sig selv. Man kan også uddele mindre, mobile vandpumper, som er lettere at transportere gennem jungle og sumpområder end de tunge maskiner, som de store myndigheder bruger.
Træning spiller også en rolle. De lokale har ofte kendskabet til terrænet, men de har brug for teknikker til at isolere brande. Det handler om at skabe brandbælter, hvor man fjerner alt det organiske materiale, der kan fungere som brændstof. Ved at give dem bedre værktøjer til at opbygge små dæmninger og kanaler, giver man dem magten over selve dræningen. Det er her, kampen vindes: ikke ved at slukke flammerne, men ved at gøre jorden våd nok til, at ilden ikke kan overleve.
