Det starter med penge. Den primære økonomiske motor er udvidelsen af kommercielle plantager, særligt palmeolie og papirmasseproduktion. For at dyrke disse afgrøder kræves der flade, tørre arealer, men de indonesiske tørvemoser er naturligt vandmættede. Løsningen for landbrugsindustrien er at anlægge dræningskanaler, de såkaldte kanaler eller 'kanaler', som leder vandet væk fra jorden.
Når vandet forsvinder, sker der en kemisk forandring. Tørven, som består af gammelt, dødt organisk materiale, bliver pludselig udsat for ilt. Dette starter en proces, hvor mikroorganismer nedbryder plantematerialet og frigiver enorme mængder CO2 til atmosfæren. Jorden oxiderer nærmest. Samtidig falder vandstanden i de dybe moselag, hvilket gør jorden ekstremt tør og letantændelig.
Strukturelt spiller manglende regulering og svag håndhævelse af miljølovgivningen en stor rolle. Selvom reglerne findes, er kontrollen med de enorme områder vanskelig. Det skaber et incitament for både store virksomheder og mindre landbrugere til at dræne jorden hurtigt for at maksimere profitten. Resultatet er et landskab, der fungerer som et tændstikhoved: En enkelt lille brand kan sprede sig gennem de tørre tørvelag og brænde under jorden i ugevis, hvilket udleder massive mængder kulstof.
