Mænd og kvinder mod flammerne
I det tætte terræn på Borneo står de med værktøjer, der hører hjemme i det forrige århundrede. Det er håndholdte kviste, små håndmalker og små, bærbare vandpumper, der er deres eneste forsvar mod de massive ildstorme. De er ikke professionelle brandmænd fra en statslig enhed; de er frivillige. Mange af dem er medlemmer af Dayak- eller Banjar-folket, som har levet i disse skove i generationer. De kæmper ikke blot mod ild, men mod en mur af tyk, sort røg, der gør det umuligt at trække vejret.
Siden starten af juli har omkring 200.000 hektar skov og landbrugsjord i Indonesien været dækket af aske. Det er et enormt areal, der nu kun eksisterer som forkullede rester. For de frivillige betyder det lange nætter i ekstrem varme, hvor de forsøger at lægge dæmninger af jord eller vand for at stoppe en ild, der bevæger sig hurtigere, end de kan følge med. Mens de kæmper, driver de giftige mikropartikler med vinden og krydser landegrænser. Smoggen rammer Singapore, Kuala Lumpur og Manila, hvor luftkvaliteten falder drastisk, og mennesker i storbyerne må kæmpe med irritation i øjne og næse.
Den økonomiske gnist i tørvemosen
Det er nemt at se de frivillige som helte, men hvis vi kigger på, hvorfor brandene opstår, bliver billedet langt mere grimt. Disse skovbrande er ikke naturfænomener. De er systematiske handlinger. Den primære årsag til de massive brande i Indonesien er "slash-and-burn"-metoden – en billig og hurtig måde at rydde land på til landbrug, især til palmeolieplantager. I stedet for at købe dyrt maskineri til at fælde skoven, bruger man ild. Det er effektivt, det er hurtigt, og for de store virksomheder er det næsten gratis.
Problemet er de tørvemoser, som en stor del af disse områder består af. Tørvemos er organisk materiale, der er ophobet over årtusinder. Når tørven bliver tør under El Niño-fænomener eller intensiv dræning til plantagedrift, forvandles den til en gigantisk kulstofbombe. Det er ikke bare overfladebrand; ilden bevæger sig dybt nede i jorden, under rødderne, hvor vandet har svært ved at nå ind. Når tørven først brænder, frigives enorme mængder CO2, som har været bundet i jorden i århundreder. Det skaber en selvforstærkende feedback-loop, der bidrager direkte til den globale klimaudvikling.
Ulighed i ansvaret
Der findes en skævhed i, hvem der løfter byrden. Mens de globale markeder efterspørger billig palmeolie til alt fra chokolade til kosmetik, er det de marginaliserede folkegrupper, der står med brandspanden. Dayak- og Banjar-folkene kæmper med mangelfuldt udstyr og uden de ressourcer, som den indonesiske stat eller de multinationale selskaber besidder. Det er en ekstrem form for social uretfærdighed: De lokale mister deres eksistensgrundlag og deres helbred, mens profitten fra de landområder, der bliver ryddet, flyder andre veje hen.
Spørgsmålet er, hvorfor statslige myndigheder overlader dette enorme ansvar til frivillige militser? Det virker som en ansvarsforflygtigelse. Ved at lade de lokale håndtere de umiddelbare kriser, kan man undgå at konfrontere de underliggende problemer omkring jordrettigheder. Mange af disse mennesker har ikke formelle skøder på de områder, de lever på, hvilket gør dem sårbare over for både de virksomheder, der vil have deres land, og den stat, der ikke beskytter det. Uden klare rettigheder er de frivillige de eneste, der forsøger at bevare det, der er tilbage.
Det geopolitiske røgslør
Når røgen driver ind over Singapore og Malaysia, bliver problemet internationalt. Det skaber geopolitiske spændinger, hvor nabolande kræver handling fra Indonesien. Men her opstår en anden distraktion. Ved at fokusere på de kortsigtede brande og den menneskelige heroisme, ser vi sjældent på de langsigtede regulatoriske svigt. Man fokuserer på brandbekæmpelse frem for brandforebyggelse og kontrol med virksomhedernes metoder.
Hvis de globale forsyningskæder ikke tager ansvar for, hvor deres råvarer kommer fra, vil brandene fortsætte. Det er ikke nok at sende hjælp til brandmændene på Borneo; det kræver, at man kigger på de økonomiske incitamenter. Så længe det er billigere at brænde skoven ned end at forvalte den bæredygtigt, vil brandene vende tilbage. At hylde de frivillige som helte fungerer i virkeligheden som et røgslør, der dækker over behovet for strengere lovgivning og økonomisk opgør med de virksomheder, der driver denne destruktive proces.
Fra lokale brande til globale konsekvenser
Vi må holde op med kun at tale om brandene som lokale katastrofer. De er symptom på en sygdom i den globale økonomi. Hver gang en tørvemos i Borneo bryder i brand, sender det et chok gennem det globale klimasystem. Det er en uretfærdig balance, hvor de svageste i samfundet betaler prisen med deres liv og sundhed, mens verden høster frugterne af den rovdrift, der ligger bag. Kampen på Borneo er ikke bare en kamp mod ild; det er en kamp mod et system, der har gjort ødelæggelse til en forretningsmodel.
