Indledning: Det skjulte spild
Indien har på få år opbygget en imponerende kapacitet af vedvarende energi, især solenergi. Landet nærmer sig 300 GW samlet installeret kapacitet fra sol, vind og vand. Alligevel rapporteres det, at en betydelig del af denne grønne elektricitet går tabt, fordi transmissionsnettet ikke kan følge med. Den tekniske forklaring handler om overbelastede linjer, manglende lagring og dårlig netinfrastruktur. Men spørgsmålet om spildt energi er ikke kun et spørgsmål om teknologi. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvem der får glæde af den grønne strøm, og hvem der efterlades i mørke.
Hvem mærker mørket?
Når transmissionsnettet overbelastes, opstår der strømafbrydelser. Disse afbrydelser rammer sjældent de store industrielle centre, som ofte har prioriteret adgang eller egen backup. I stedet rammer de landbrugssamfund i delstater som Rajasthan og Gujarat. Her lever mange landsbyer i skyggen af enorme solcelleparker, der strækker sig over kvadratkilometer. Paradokset er slående: Solpanelerne producerer strøm døgnet rundt, men lokalbefolkningen oplever kun få timers stabil elektricitet om dagen. Det er ikke kun et teknisk problem, men et spørgsmål om social retfærdighed i energisystemet.
Landbrugssamfund i Rajasthan og Gujarat er afhængige af elektricitet til vanding, mejeridrift og husholdning. Når strømmen svigter, falder indkomsten, og mænd og kvinder tvinges til at bruge dyre dieselgeneratorer. Kvinder og børn bruger timer på at indsamle brænde. Den grønne omstilling har med andre ord ikke ændret hverdagen for de mest marginaliserede. De ser solcelleparkerne hver dag, men mærker ikke deres fordele. Den 'spildte' energi er ikke spildt for dem – den er aldrig nået frem.
Jord og rettigheder: Prisen for 300 GW
Udbygningen af 300 GW vedvarende energi kræver enorme arealer. I Indien gennemføres denne udvidelse ofte gennem land acquisition, hvor staten opkøber eller eksproprierer jord til solcelleparker og transmissionslinjer. Denne praksis har dybe historiske rødder i kolonitidens jordopkøb og er blevet kritiseret for at tilsidesætte lokale fællesskabers rettigheder. Mange bønder mister deres jord uden tilstrækkelig kompensation eller alternative leveveje. Samtidig går biodiversiteten tabt, når store områder dækkes med paneler og veje.
Spændingen mellem storskala grøn energi og lokale rettigheder er ikke et teknisk spørgsmål om transmissionslinjer. Det er et spørgsmål om magt og ejerskab. Når en landsby tvinges til at afgive jord til en solcellepark, får den sjældent andel i indtægterne. Elektriciteten sendes ofte til byerne eller industrien, mens landsbyen forbliver uden stabil strøm. Den grønne omstilling bliver dermed endnu et lag af ulighed, hvor de ressourcestærke vinder, og de svage betaler prisen for systemets fejl.
Kul eller sol: Et etisk dilemma
Indien står over for et grundlæggende dilemma. Landet har brug for økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse, og billig kul er stadig en af de hurtigste veje dertil. Samtidig har det globale nord presset på for, at Indien skal reducere sine CO2-udledninger og investere i vedvarende energi. Men de rigeste lande har ikke leveret den lovede finansiering. Ifølge klimaaftalen i Paris skulle der årligt kanaliseres 100 milliarder USD til udviklingslandene, men beløbet er aldrig nået. Det skaber et etisk problem: Skal Indien bære en økonomisk byrde for en omstilling, som det globale nord historisk har ansvaret for?
Kritikere hævder, at Indien bruger finansieringsmanglen som undskyldning for at fortsætte med kul. Men sagen er mere nuanceret. Når pengene udebliver, tvinges Indien til at vælge mellem at investere i dyr grøn infrastruktur eller i billig, forurenende energi, der løfter millioner ud af fattigdom. Det er ikke et teknisk spørgsmål om batteripriser eller transmissionslinjer. Det er et spørgsmål om global retfærdighed. Hvis det globale nord ønsker, at Indien skal gå forrest i den grønne omstilling, må det også betale regningen.
Hvem tjener, hvem betaler?
Den grønne omstilling i Indien er blevet big business. Virksomheder som ReNew Power, Adani Green Energy og Tata Power opnår store overskud ved at bygge sol- og vindparker. De modtager subsidier, skattefordele og gunstige lånevilkår. Men gevinsterne fordeles ulige. Mens aktionærer og investorer tjener milliarder, kæmper lokalsamfundene med strømafbrydelser, tabt jord og forurenet vand. Spørgsmålet om 'spildt' energi er derfor ikke kun et spørgsmål om, hvor mange GW der går tabt i transmissionen. Det er et spørgsmål om, hvem der har magten til at definere, hvad spild er.
Systemets fejl er ikke blot tekniske. De er politiske og økonomiske. Når infrastrukturen halter bagud, er det ikke en naturkatastrofe, men et resultat af prioriteringer. Beslutningstagere har valgt at investere i storskala produktion frem for decentral adgang. De har valgt at eksportere grøn strøm til byerne frem for at sikre landsbyerne. De har valgt at tilgodese investorer frem for lokale rettigheder. Den grønne omstilling kan derfor ikke kun måles i installeret kapacitet eller reduceret CO2. Den må også måles i social retfærdighed og lige adgang til energi.
For at løse problemet med spildt energi kræves mere end nye transmissionslinjer og batterier. Der kræves en grundlæggende omfordeling af magt og ressourcer. Indien har brug for decentral energiproduktion, hvor lokalsamfund ejer og driver solcelleanlæg. Landet har brug for retfærdige kompensationsmekanismer ved jordopkøb. Og det globale nord har brug for at levere den finansiering, det har lovet. Uden disse ændringer vil den grønne omstilling blot være endnu et eksempel på, at de rige bliver rigere, mens de fattige betaler prisen.
