Gavin Taits elregning og den grønne kløft
Gavin Tait, en britisk middelklassemand, åbner sin elregning og ser et beløb, der får ham til at slukke for varmen i stuen. Han har ikke råd til at installere en varmepumpe eller et batteri til at lagre solstrøm. Hans situation er ikke unik. Millionen af europæere står i samme dilemma: De vil gerne være grønne, men prisen på strøm og grøn teknologi overstiger deres budget. Den grønne omstilling risikerer at blive en luksus for de velstående, mens de fattigste efterlades i en gasfælde, hvor varme og el er en daglig kamp.
Energifattigdom som blind vinkel i netto-nul
Energifattigdom defineres af EU som en husstands manglende evne til at betale for tilstrækkelig varme, køling, belysning og energi til apparater. I 2022 levede over 50 millioner europæere i energifattigdom ifølge EU's statistikker. Netto-nul-målet, som kræver udfasning af fossile brændsler, presser priserne op på kort sigt. For dem uden opsparing betyder det valg mellem mad og varme. Varmepumper koster 50.000-100.000 kroner at installere, og batterier til eget solcelleanlæg koster yderligere. Uden statsstøtte er disse teknologier uden for rækkevidde for lavindkomstgrupper. Derfor bliver den grønne omstilling ikke en fælles indsats, men et klassespørgsmål.
Det globale syds usynlige ofre for litium og kobolt
Mens Gavin Tait kæmper med sin elregning i Storbritannien, udvindes litium i Atacama-ørkenen i Chile og kobolt i Den Demokratiske Republik Congo. Disse mineraler er uundværlige for de batterier, som Tait ikke har råd til. Udvindingen sker ofte under forfærdelige forhold: Børnearbejde i koboltminer, vandmangel for lokalsamfund i Chile, og fordrivelse af oprindelige folk. Den grønne omstilling i Nord er bygget på ressourceudbytning i Syd. Parisaftalen og COP-møderne taler om retfærdig omstilling, men de humanitære omkostninger ved minedrift ignoreres i Vestens klimadebat. Hvis netto-nul kræver litium-ion-batterier, så kræver det også en pris, som nogen betaler – og det er sjældent dem, der har råd til en Tesla.
Systemomkostninger og regningen til forbrugeren
Vestlig klimadiskurs fokuserer på systemomkostninger: Udvidelse af elnettet, backup-kapacitet fra gas- eller atomkraft, og investeringer i transmissionslinjer. IEA anslår, at verden skal investere 4 billioner dollars årligt i energiinfrastruktur frem mod 2030 for at nå netto-nul. Disse omkostninger ender hos forbrugeren gennem højere tariffer og afgifter. I Storbritannien steg elpriserne med over 50% i 2022, delvist på grund af gaspriser, men også på grund af grønne afgifter. Gavin Tait mærker det direkte. Men debatten handler om GW-kapacitet og teknokratiske løsninger, ikke om hvordan en enlig mor i Birmingham eller en landmand i Bihar skal betale. Det er en systemisk bias, hvor det rige nord bekymrer sig om nettets stabilitet, mens det globale syd og de fattige i nord betaler prisen.
Antagelsen om billig energi som social accept
Mange politikere og økonomer antager, at billig energi er den eneste vej til social accept af den grønne omstilling. Hvis priserne stiger, vil vælgerne vende sig mod klimapolitikken. Derfor fokuseres der på at gøre vedvarende energi billigere end fossil energi. Men denne antagelse overser, at selv billig grøn strøm ikke løser problemet for dem, der ikke har råd til varmepumper eller elbiler. En retfærdig omstilling kræver omfordeling, ikke bare lavere produktionsomkostninger. Hvis regningen for netudvidelser og backup-kraftværker sendes videre til forbrugerne, så skabes en dybere økonomisk kløft mellem dem, der kan investere i uafhængighed – solceller, batterier, varmepumper – og dem, der er fanget af volatile markedspriser. Det er ikke bæredygtigt, hverken socialt eller politisk.
Spørgsmålet om bæredygtighed
Hvis den grønne omstilling ender med at skabe en dybere økonomisk kløft mellem dem, der har råd til uafhængighed, og dem, der er fanget af volatile markedspriser, er den så overhovedet bæredygtig? Svaret afhænger af, hvordan vi definerer bæredygtighed. FN's bæredygtighedsmål inkluderer social retfærdighed og ulighedsbekæmpelse. En omstilling, der efterlader Gavin Tait i kulden og congolesiske børn i minerne, opfylder ikke disse mål. Billig strøm er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Der skal være en politik for omfordeling: Gratis varmepumper til lavindkomstgrupper, investeringer i offentlig transport, og retfærdige forsyningskæder for kritiske mineraler. Ellers bliver netto-nul et projekt for de rige, mens de fattige betaler prisen – både i nord og syd.
Perspektivering: Fra teknokrati til humanitær retfærdighed
Debatten om billig versus grøn energi er en falsk dikotomi. Det handler ikke om at vælge mellem økonomi og klima, men om hvem der betaler. Den britiske middelklasse som Gavin Tait oplever en økonomisk frustration, der let kan udnyttes af populister. Samtidig udvindes litium og kobolt under forhold, der ville være ulovlige i EU. En sand retfærdig omstilling kræver, at vi flytter fokus fra systemomkostninger i det rige nord til de menneskelige omkostninger i det globale syd og for de fattige i nord. Det betyder ikke, at vi skal opgive netto-nul, men at vi skal gøre det på en måde, hvor regningen ikke sendes til dem, der har mindst. Hvis ikke, vil den grønne omstilling skabe en dybere kløft, og så er den ikke bæredygtig – hverken for klimaet eller for menneskeheden.
