Problemet bunder ofte i kapital. Grøn teknologi, som solceller og vindmøller, kræver massive investeringer her og nu, selvom de sparer penge på sigt. Mange udviklingslande har ikke den nødvendige kapital eller de finansielle garantier til at tiltrække private investorer. De ender derfor med at låne dyre penge til kulkraftværker, fordi det virker billigst her og nu.
En retfærdig omstilling kræver derfor en massiv omfordeling af finansiel risiko. Det betyder ikke bare donationer, men reform af de globale finansielle systemer. Vi skal have billigere lån til grøn infrastruktur i det globale syd. Hvis risikoen ved at investere i solenergi i f.eks. Kenya er højere end i Danmark, må de rige lande eller internationale banker dække den ekstra risiko. På den måde bliver de grønne alternativer konkurrencedygtige med kul med det samme.
Teknologitransfer spiller også en hovedrolle. Vi kan ikke blot sælge færdige løsninger; vi skal dele den tekniske viden, så landene selv kan bygge og vedligeholde deres systemer. Uden lokal ekspertise og adgang til billig kapital ender de grønne teknologier som en ny form for afhængighed. Retfærdighed handler om at give de fattigere lande de værktøjer, de skal bruge for at springe det fossile stadie helt over.
