En dødsdom med en barndom i baggrunden
Christa Pike er den eneste kvinde på Tennessees dødsgang. Hun blev dømt for mordet på 19-årige Colleen Slemmer i 1995, da Pike selv var 18 år. Hendes sag er igen aktuel, fordi en henrettelsesdato er sat, og fordi hendes forsvarere fastholder, at hun ikke blot var gerningskvinde, men også et barn, som systemet svigtede længe før forbrydelsen. Artiklen her genfortæller ikke voldens detaljer. Den bruger i stedet sagen som prisme for at spørge, hvordan USA behandler unge, traumatiserede og psykisk syge mennesker, når de ender i retssystemet.
Traumer, PTSD og bipolar lidelse
Christa Pikes opvækst var præget af seksuelle overgreb, omsorgssvigt og skiftende plejefamilier. Den slags belastninger registreres ofte i forskningen som adverse childhood experiences, forkortet ACE. Vedvarende ACE kan påvirke hjernens stresssystem, herunder HPA-aksen, og øge risikoen for posttraumatisk stresslidelse, forkortet PTSD, samt depression og bipolar affektiv lidelse. Pikes forsvar har hævdet, at hun havde både ubehandlet PTSD og bipolar lidelse på gerningstidspunktet. Det gør ikke handlingen lovlig eller mindre alvorlig. Det rejser et andet spørgsmål: Hvis en 18-årig hjerne stadig er under udvikling, og hvis sygdommen var ubehandlet, kan en dommer og jury så med føje kalde hende udelukkende ond?
Retssikkerhed og ineffective assistance of counsel
I amerikansk ret har en tiltalt ret til advokat efter Sixth Amendment. Når forsvareren fejler, kaldes det ineffective assistance of counsel, forkortet IAC. Standarden fra Strickland v. Washington fra 1984 kræver, at forsvarerens indsats var under en objektiv rimelig standard, og at det sandsynligvis ændrede udfaldet. Sandra Babcock, der er ekspert i dødsstraf ved Cornell Law School, har kritiseret, hvordan dødsstraffen i USA rammer de fattigste og dårligst repræsenterede. I Pikes sag har efterprøvninger rejst spørgsmål om, hvorvidt forsvarerne undersøgte hendes traumehistorie og psykiatriske diagnoser grundigt nok. Hvis mitigering ikke bliver præsenteret, får juryen et ufuldstændigt billede. Dommen bliver ikke nødvendigvis forkert i juridisk forstand, men den hviler på et tyndere grundlag, end retfærdigheden kræver.
Køn, aggression og de 18 kvinder
Siden dødsstraffen blev genindført i USA efter Gregg v. Georgia i 1976, er kun 18 kvinder blevet henrettet. Antallet siger noget om både retssystemet og samfundets forventninger. Mandlig aggression opfattes ofte som en del af en kriminel karriere eller et temperament. Kvindelig aggression opfattes som afvigelse fra en social rolle. Når en kvinde dræber, bliver hun lettere beskrevet som monster, heks eller leder af en sekt. Pikes sag faldt i 1990erne ind i en periode med satanisk panik og moralpanik om ungdomskultur. Den ramme gjorde hende måske mere uforståelig og mere dødsdømt, end hun ville have været som ung mand med samme traumer. Køn er ikke hele forklaringen, men det er en del af dommens sociologi.
Medicin bag mure og dødsgangens isolation
Fængsler skal behandle psykisk syge indsatte, men behandlingen er ofte minimal. Bipolar affektiv lidelse kræver stabil medicin, psykoterapi og regelmæssig vurdering. PTSD kræver traumebehandling, ikke kun beroligende midler. På dødsgangen lever indsatte i langvarig isolation, hvilket kan forværre både depression, psykose og selvskade. Lægeetiske regler, blandt andet fra American Medical Association, forbyder normalt læger at deltage i henrettelser. Alligevel er det ofte fængselslæger, som vurderer, om en indsat er kompetent til at blive henrettet. Når behandlingen er utilstrækkelig, bliver spørgsmålet om kompetence næsten cirkulært: Staten behandler ikke sygdommen ordentligt, og staten bruger derefter sygdommen som en del af grundlaget for at henrette.
Colleen Slemmer og retten til afslutning
Colleen Slemmer var 19 år, da hun blev dræbt. Hendes familie og venner har krav på at blive hørt. Deres sorg er ikke en abstrakt størrelse, og retten til afslutning er en reel menneskelig følelse. Mange pårørende beskriver dog, at henrettelsen sjældent giver den fred, de håbede på. Livstid uden prøveløsladelse kan give samfundet beskyttelse uden at gøre staten til bøddel. Spørgsmålet er, om afslutning skal komme fra endnu et dødsfald, eller om den kan komme fra sandhed, ansvar og en dom, der ikke skjuler de psykiske og sociale omstændigheder. Det betyder ikke, at Colleen Slemmers liv gøres mindre vigtigt. Det betyder, at hendes død ikke bør bruges til at forenkle et system, som selv har skabt en del af de betingelser, der førte til den.
Tidlig intervention og statens ansvar
Christa Pike blev i årevis flyttet mellem institutioner og plejefamilier. Hvis nogen havde grebet ind med traumebehandling, stabile voksne og psykiatrisk udredning, da hun var 8, 12 eller 16, var historien måske endt anderledes. Det er ikke en garanti. Det er et sociologisk faktum, at børn med mange ACE har højere risiko for vold, misbrug og fængsel. Samfundet bruger enorme beløb på at fængsle og henrette, men langt mindre på at behandle. Dødsstraffen kommer efter skaden. Den spørger ikke, hvorfor skaden kunne ske. Den spørger kun, hvem der skal betale. I Pikes tilfælde er den, der betaler, et menneske, som staten allerede svigtede som barn.
Dødsstraf, arbitræritet og menneskelige omkostninger
USA er et af de få vestlige lande, der stadig bruger dødsstraf. Praksisen varierer fra delstat til delstat, og den afhænger af race, klasse, geografi og kvaliteten af forsvareren. Sandra Babcock har argumenteret for, at dødsstraffen ikke er et neutralt retfærdighedsværktøj, men et system, der udvælger de mest sårbare. Når en ung kvinde med PTSD og bipolar lidelse skal henrettes, mens andre med lignende traumer får livstid eller behandling, opstår en ulighed, som vanskeligt kan kaldes retfærdig. Spørgsmålet er ikke, om Christa Pike fortjener straf. Spørgsmålet er, om staten fortjener retten til at tage hendes liv, når den selv undlod at give hende den hjælp, et civiliseret samfund burde give et mishandlet barn.
