Når man vurderer det moralske ansvar hos en ung gerningsmand som Christa Pike, fungerer medicinske diagnoser som PTSD og bipolar lidelse som forklarende faktorer frem for juridiske undskyldninger. Det er afgørende at skelne mellem årsag og undskyldning. En diagnose som bipolar lidelse kan påvirke impulskontrol og evnen til at vurdere konsekvenser under maniske episoder. Her kan de neurologiske svingninger i hjernens præfrontale cortex gøre det svært for den unge at handle rationelt.
Samtidig kan ubehandlet PTSD skabe en hypervigilans, hvor verden opfattes som konstant truende. Dette kan udløse voldelige forsvarsreaktioner, som virker uforproportionelt kraftige i gerningsøjeblikket. Juridisk set kigger man på, om den mentale tilstand har nedsat gerningsmandens evne til at kende forskel på rigtigt og forkert, eller om de blot har svækket evnen til at styre deres impulser.
Videnskaben giver os værktøjer til at forstå de bagvedliggende mekanismer, men den fjerner ikke nødvendigvis det personlige ansvar. Diagnoserne skal vægtes i forhold til gerningsmandens kognitive evner og den specifikke situation. Man må undersøge, om sygdommen var den direkte drivkraft bag handlingen, eller om den blot fungerede som en katalysator for en i forvejen problematisk adfærd.
