En antropolog bliver et fælles holdepunkt
Xiang Biao er en kinesisk antropolog, uddannet i Kina og Storbritannien, tidligere professor ved Oxford og senere direktør ved Max Planck-instituttet i Halle. Hans forelæsninger om migration, arbejde og socialt liv cirkulerer på kinesiske platforme som Douyin og Bilibili. Unge kalder møderne akademiske fanmøder. De klipper hans sætninger ud, sætter musik under og deler dem med venner. Fænomenet ser ud som stjernedyrkelse. Det er også noget andet: en kollektiv søgen efter et sprog for angst.
Fra personlig stress til systemisk erfaring
Når unge i Kina siger, at Xiang Biao «forstår dem», peger de på erfaringer, der ikke længere kan forklares som privat stress. Udtrykket neijuan (内卷), oprindeligt fra Clifford Geertz' studier af landbrugsinvolution, er blevet hverdagssprog for en konkurrence, hvor alle løber hurtigere uden at komme videre. 996-arbejdskultur, gaokao (高考), boligpriser og ungdomsarbejdsløshed danner rammen. Xiangs forelæsninger giver navne til denne erfaring. Han siger ikke, at det hele er individuelt. Han viser, hvordan strukturer kan føles som personlig fiasko.
At flyde og tabet af det nære
Xiang Biao har skrevet om «at flyde» (悬浮) og om «det næres forsvinden» (附近). Mennesker, der flyder, lever i en konstant forberedelse på næste skridt. De bor i byer uden at høre til, arbejder uden at eje, og scroller uden at møde naboer. Det nære – gaden, kvarteret, den faste købmand, den lokale skole – er blevet erstattet af platforme og midlertidige netværk. For unge, der vokser op med denne erfaring, bliver en professor på en skærm en af de få faste stemmer. Han beskriver ikke bare deres liv. Han bekræfter, at livet er svært at leve.
Tang ping, bai lan og flugtlinjer
Før Xiang Biao blev et samlingspunkt, havde unge allerede skabt deres egne ord for tilbagetrækning. Tang ping (躺平) betyder at ligge fladt og nægte at jagte karriere. Bai lan (摆烂) betyder at lade tingene forfalde. Begge udtryk beskriver en reaktion på neijuan, ikke en løsning. Xiang Biao tilbyder noget andet: han opfordrer ikke til at ligge ned, men til at genopdage det nære og det konkrete. Alligevel møder han en generation, der er træt af abstrakte løfter. Hans styrke er, at han tager deres træthed alvorligt. Hans begrænsning er, at han ikke kan skabe de institutioner, der gør trætheden mindre.
Viden som sikkerhedsventil
I et samfund med censur og begrænset politisk rum fungerer samtaler om personlig angst ofte som en sikkerhedsventil. Man må tale om søvnløshed, præstationspres og ensomhed. Man må ikke organisere sig mod de vilkår, der skaber dem. Xiang Biao taler om sociale fænomener, men hans popularitet ligger i en zone, der er tilladt: den intellektuelle trøst. Spørgsmålet er, om han hjælper unge med at ændre deres liv eller med at udholde dem. Begge dele kan være sande. En sikkerhedsventil er ikke det samme som en vej ud. Den kan lette trykket uden at fjerne dampen.
Wenzhou, vækst og den knækkede fortælling
Xiang Biao tilhører en generation, der så Kinas økonomiske mirakel på tæt hold. Han forskede i migranter fra Wenzhou (温州), byen hvor private virksomheder og handelsnetværk voksede frem i 1980'erne og 1990'erne. For hans generation førte hårdt arbejde ofte til økonomisk fremgang. For den nuværende generation er det løfte brudt. Unge med universitetsgrader finder job, der ikke matcher deres uddannelse. Boligmarkedet kræver familieformuer. Den samme fortælling om vækst, som Xiangs generation levede, er blevet en kilde til angst for dem, der kommer efter. Hans analyse af denne forskel gør ham troværdig. Han taler ikke om ungdommen som forkælet. Han taler om en historisk forskydning.
Singapore, hjerneflugt og den fjerne stemme
At Xiang Biao har base i Singapore og senere i Tyskland er ikke en fodnote. Det er en del af historien om intellektuel migration fra Kina. Mange forskere, forfattere og kunstnere har forladt landet for at undervise og arbejde i Singapore, Europa eller USA. De bevarer et publikum online, men de taler fra en anden hverdag. Afstanden giver frihed til at sige mere. Den fjerner også taleren fra det nære, han analyserer. Når unge i Kina ser en forelæsning optaget i Singapore eller Halle, møder de en stemme, der både er indenfor og udenfor. Det gør hans position stærk. Det gør den også ambivalent.
De sårbare, ikke fansene
Det er let at kalde dem fans. Det er mere præcist at kalde dem sårbare. Unge, der har mistet faste institutioner, faste boliger og faste fællesskaber, søger anerkendelse et sted, hvor de kan finde den. En professor, der lytter og svarer, bliver en parasocial relation. Han er ikke en ven, men han føles nær. Når det nære er gået tabt, bliver skærmen det nærmeste, man har. Det siger noget om menneskelige behov, som hverken markedet eller staten har dækket. Det siger også noget om, hvor lidt der skal til, før en intellektuel bliver en følelsesmæssig havn.
Kan et fandom blive et nyt nærmiljø?
Nogle af Xiang Biaos unge tilhørere danner grupper, oversætter hans tekster og mødes online for at diskutere. De skaber en form for fællesskab. Men grupperne er formet af algoritmer, og de forsvinder ofte, når interessen falder. De kræver ikke, at man møder en nabo eller deler en gade. Spørgsmålet er, om sådanne netværk kan erstatte det nære, eller om de kun lindrer ensomheden midlertidigt. Et fandom kan være en begyndelse. Det kan også være et spejl af den samme individualisering, som Xiang Biao beskriver. Uden steder at mødes fysisk forbliver fællesskabet flydende.
Hvad en professor ikke kan bære
Xiang Biao bærer et håb, som ingen professor alene kan indfri. Han giver et sprog for smerte, og det er ikke uvæsentligt. Han peger på strukturer, og det er nødvendigt. Men hans popularitet viser også et tomrum, hvor velfærd, fagforeninger, billige boliger og politisk deltagelse burde være. Når en enkelt intellektuel bliver samlingspunkt for en generations angst, er det et tegn på, at samfundet har overladt for meget til individet. Hans empati kan hjælpe folk med at holde ud. Den kan også gøre det sværere at kræve forandring, hvis trøsten føles som nok. Det er den kollektive søgen efter validering, ikke stjernedyrkelsen, der driver historien.
