For at undgå de tragedier, vi ser i sager som Christa Pikes, kræver det et tættere samarbejde mellem politi, socialforvaltning og psykiatrien. Retssystemet kan ikke stå alene med ansvaret. Fokus skal flyttes fra konsekvenser til tidlig opsporing af ACE-belastning (Adverse Childhood Experiences). Hvis de retlige instanser først træder ind, når den unge allerede har begået en forbrydelse, er det ofte for sent.
En praktisk løsning er etablering af tværfaglige enheder, hvor politiets observationer af risikoadfærd udløser en automatisk, men diskret, social screening. I stedet for blot at registrere en ung som lovovertræder, bør systemet aktivere en psykiatrisk vurdering med det samme. Vi har brug for modeller, der genkender de neurobiologiske spor af traumer. Når hjernen er i konstant alarmberedskab på grund af tidligere overgreb eller omsorgssvigt, svigter impulskontrollen. Det er ikke ond vilje, men en biologisk respons.
Vi skal investere i opsøgende arbejde i udsatte miljøer. Ved at bruge specialiserede traumeterapeuter direkte i de kommunale indsatsområder kan vi fange de unge, før de ender i en kriminel spiral. Det handler om at handle på de første tegn på ustabilitet frem for at vente på den næste voldsomhedshandling.
