Hvis staten overtager finansieringen af elnettet, forsvinder nettarifferne fra borgerens regning. Det fjerner det direkte økonomiske pres for at flytte sit forbrug væk fra kogespidsen, hvor nettet er mest belastet. Man mister altså incitamentet til at optimere tidspunkterne for elbilopladning eller tøjvask, da prisen for at bruge nettet bliver ensartet eller nul.
Selve energiprisen per kWh betales dog stadig af brugeren. Derfor bevarer borgeren en grundlæggende motivation til at mindske det samlede forbrug gennem bedre isolering eller energieffektive apparater. Det er dyrt at varme et utæt hus op, uanset hvem der betaler for ledningerne i jorden.
Der opstår dog en risiko for stagnation i den adfærdsregulerende del af den grønne omstilling. Når prisignalerne fra nettet forsvinder, bliver tekniske løsninger som smart-grid styring mindre attraktive for den enkelte husstand. Statens udgifter til netvedligeholdelse stiger, mens borgeren sparer på driften. Motivationen skifter fra systemoptimering til ren besparelse på energimængden.
