Frikendelsen sender et chok gennem det maltaesiske samfund. Det rejser tvivl om, hvorvidt retssystemet reelt kan holde dem ansvarlige, der står bag vold mod pressen. Når de centrale aktører går fri, føles det som et signal om, at journalister kan arbejde med høj risiko uden reel juridisk rygdækning.
Praktisk betyder det, at beskyttelsesforanstaltninger kan føles utilstrækkelige. Mange undersøgende journalister opererer i en skygge af frygt. Hvis mordet på en af landets mest profilerede stemmer ikke fører til dom, underminerer det selve fundamentet for statens løfte om sikkerhed. Det kan gøre det sværere at rekruttere nye talenter til den kritiske journalistik, da omkostningerne ved at afdække korruption bliver alt for personlige.
Vi ser sandsynligvis en stigning i selv-censur. Journalister kan begynde at vælge de svære emner fra for at mindske deres egen sårbarhed. Det er ikke bare et spørgsmål om personlig sikkerhed, men om hele mediets evne til at fungere som vagthund. Uden retlig konsekvens bliver den fysiske beskyttelse blot en midlertidig løsning på et strukturelt problem, der kræver retfærdighed for at blive løst.
