Autonomi og kollektivitet fungerer ikke som modsætninger, men som gensidige forudsætninger. En relation mister sin værdi, hvis den blot består af to kopier af det samme. For at et fællesskab skal give mening, kræver det individer, der bringer noget unikt til bordet.
Man finder balancen ved at betragte autonomien som det redskab, der gør det muligt at vælge sit fællesskab bevidst. Friheden til at sige nej er netop det, der gør et "ja" til andre værdifuldt. Uden personlig integritet forfalder relationen til blind konformitet, hvilket dræber den egentlige mening.
I praksis betyder det, at man dyrker sine egne særinteresser for at kunne bidrage med noget autentisk til gruppen. Det handler ikke om at isolere sig, men om at stå fast i sig selv, så man kan række ud til andre på en ærlig måde. Livets mening opstår i spændingsfeltet mellem "jeg" og "vi". Her bliver det personlige ansvar for eget liv selve fundamentet for det fælles ansvar. Det er i dette krydsfelt, at individet bliver et handlende subjekt fremfor en passiv brik i et socialt spil. Autonomien sikrer, at bidraget til fællesskabet er et frit valg snarere end en tvang.
