Når algoritmer styrer vores daglige ruter, indkøb og tidsplaner, sker der en gradvis devaluering af det, man i kognitionspsykologien kalder 'heuristisk træning'. Vi holder op med at aflæse verden manuelt. Hvor vi før brugte mavefornemmelsen til at navigere i trafikkaos eller prioritere opgaver, lader vi nu en sort boks beregne den optimale vej.
Risikoen er en form for kognitiv atrofi. Hvis vi aldrig øver os i at vurdere usikkerhed eller håndtere uforudsete logistiske knaster, svækkes vores mentale muskelmasse. Vi bliver afhængige af systemets præcision. Skulle teknologien fejle, eller rammes vi af en uforudset databias, står vi uden de nødvendige erfaringsbaserede genveje til at korrigere kursen hurtigt.
Det handler ikke om, at vi bliver dummere. Det handler om, at vores beslutningsgrundlag flytter sig fra intern refleksion til ekstern optimering. Vi udliciterer selve processen med at vælge. Det kan frigøre tid til dybere tanker, men det kan også gøre os fremmede over for de små, mønstergenkendende observationer, som udgør kernen i menneskelig intuition. Vi risikerer at miste evnen til at navigere i de gråzoner, hvor algoritmen ikke har data nok.
