Når staten begynder at bruge terrorstempling som et redskab mod politiske bevægelser, ændrer spillereglerne for den offentlige debat sig fundamentalt. Det handler ikke kun om de specifikke grupper, men om selve rammen for, hvad der anses for lovlig dissens. Hvis direkte aktion – hvad enten det er civil ulydighed eller mere konfrontative metoder – automatisk ryger i samme kategori som voldelig terrorisme, indsnævres det politiske råderum.
En af de mest mærkbare konsekvenser er den såkaldte 'chilling effect'. Folk holder op med at ytre sig eller organisere sig af frygt for at blive overvåget eller retsforfulgt under ekstremt strenge terrorlove. Det skaber en kultur af selvcensur. Når grænsen mellem radikal politisk protest og terrorisme udviskes, mister samfundet sin evne til at håndtere uenighed på en fredelig, men konfrontatorisk måde.
Historisk har demokratiet overlevet ved at kunne rumme ekstreme synspunkter uden at ty til de mest drakoniske straffe. Hvis vi i stedet vælger at kriminalisere selve modpartens eksistensgrundlag, risikerer vi, at de politiske konflikter flytter fra parlamentariske debatter og gaden og over i det helt ulovlige rum. Det gør ikke problemerne mindre; det gør dem blot sværere at løse gennem dialog.
