Pirateri opstår sjældent i et vakuum. Når industrielle trawlere fra fjerne nationer plyndrer kystnære farvande for IUU-fiskeri (Illegal, Unreported, and Unregulated), fjerner de selve livsgrundlaget for lokale fiskere. Når nettene forbliver tomme, og de lokale markeder tømmes for ressourcer, efterlades unge mænd i kystsamfundene uden indkomstmuligheder. Her bliver pirateri en økonomisk nødvendighed snarere end blot et kriminelt valg.
For at bryde denne spiral skal det internationale samfund skifte fokus fra militære patruljer til juridisk og økonomisk kontrol. Det kræver strengere sporingskrav for skibe, såsom obligatorisk brug af VMS (Vessel Monitoring Systems). Samtidig skal vi gøre det svært at sælge de ulovlige fangster. Ved at styrke sporbarheden i de globale forsyningskæder rammer man piraternes egentlige bagmænd: dem, der køber fisken.
Investeringer i lokale fiskeritilsyn og bedre håndhævelse af eksklusive økonomiske zoner (EEZ) kan give kontrollen tilbage til de oprindelige befolkninger. Når kystbefolkningen igen kan leve af havet, forsvinder det rekrutteringsgrundlag, som piratgrupperne benytter. Det handler ikke om flere krigsskibe, men om at sikre, at værdien fra havet bliver i de samfund, der lever af det.
