Det er et komplekst spørgsmål. Når internationale aktører som UNHCR ikke har adgang til detentionsfaciliteterne, hviler ansvaret for verifikationen udelukkende på de malaysiske myndigheder. Regeringen hævder at benytte interne protokoller, hvor embedsmænd gennemgår de nødvendige skridt for at sikre, at asylansøgere forstår deres juridiske status og de konsekvenser, en beslutning medfører.
I praksis benytter de ofte lokale tolke, der skal formidle juridisk information direkte til de tilbageholdte. Myndighederne fokuserer på at indhente underskrifter eller fingeraftryk på dokumenter, som skal fungere som det primære bevis for samtykke. Problemet opstår dog, når sprogbarrierer og det psykiske pres i centrene gør den reelle forståelse usikker. Uden ekstern kontrol er det svært at bevise, om samtykket er givet frit eller blot er en reaktion på situationen.
Denne mangel på uafhængig overvågning skaber et vakuum. Selvom myndighederne følger deres egne retningslinjer, efterlader det tvivl om kvaliteten af den information, der gives. Resultatet er en proces, hvor den formelle overholdelse af dokumentationskrav prioriteres højere end den faktiske forståelse hos den enkelte Rohingya-asylansøger.
