Retssystemet i Tunesien benytter sig ofte af en bred fortolkning af den tunesiske straffelov, særligt i forbindelse med paragraffer om 'national sikkerhed' og 'terrorisme'. Ved at anvende disse omfattende love kan anklagemyndigheden ramme politisk aktivitet under dække af at beskytte statens stabilitet. Det gør det muligt at retsforfølge kritikere uden at skulle bevise en direkte voldelig hensigt.
Bevisførelsen bygger tit på meget løse grundlag. Man ser hyppigt brugen af anonyme vidneudsagn eller efterretningsrapporter, som forsvarerne sjældent får adgang til at efterprøve. Digitale spor, såsom opslag på sociale medier, bliver ofte trukket ud af kontekst for at underbygge anklager om at true den offentlige orden. Denne praksis gør det svært for de tiltalte at forsvare sig effektivt mod de specifikke anklager.
Resultatet er en proces, hvor selve anklagen fungerer som et politisk værktøj. Ved at bruge de tunesiske sikkerhedslove kan myndighederne fastholde oppositionsledere i varetægt i lange perioder før en egentlig dom falder. Det svækker retssikkerheden, fordi fokus flyttes fra konkrete kriminelle handlinger til politisk uenighed, som juridisk set transformeres til en trussel mod nationen.
