Når to nationer ikke engang kan blive enige om de faktiske omstændigheder ved tidligere konflikter, skabes der en dyb mistillid. Denne uoverensstemmelse fungerer som en mur, der gør det svært at finde et fælles grundlag for fremtidige aftaler. Når Iran fremsætter anklager, som USA kategorisk afviser, bliver det politiske rum for kompromis meget lille.
Diplomati kræver en vis grad af anerkendelse af virkeligheden. Hvis den ene part føler, at deres lidelser ignoreres, eller hvis den anden part mener, at anklagerne er rene politiske værktøjer, ophører dialogen ofte med at være konstruktiv. I stedet ender man i en fastlåst tilstand, hvor hver eneste samtale handler om at forsvare sig selv frem for at løse problemer.
Konsekvensen er, at man typisk må ty til indirekte kanaler eller tredjeparter som mæglere fra andre lande. Direkte diplomati bliver derfor en sjældenhed. Det betyder, at de geopolitiske spændinger i regionen kan binde sig i lang tid, fordi selve fundamentet for en dialog – en delt forståelse af fortiden – mangler helt.
