Spørgsmålet om festivalens natur berører kernen i den antropologiske oplevelse af fest. På mange måder fungerer festivalen som et karismatisk frirum, hvor de sædvanlige sociale markører som jobtitel, uddannelse og økonomisk status ofte træder i baggrunden til fordel for fælles værdier og musikalsk identitet.
Denne temporære tilstand tillader en midlertidig suspension af hverdagens strenge regler, hvilket giver plads til social eksperimenteren og en følelse af kollektiv eufori. Det er her, individet kan genforhandle sin sociale rolle uden for de faste rammer i det etablerede samfund.
Samtidig er det vigtigt at anerkende, at festivalen ikke er et lovløst rum. Den udgør i høj grad en ny, struktureret social ramme. Her opstår der ofte nye, uformelle hierarkier baseret på parametre som festival-erfaring, kendskab til de sociale koder eller tilhørsforhold til specifikke subkulturer. Selvom de traditionelle magtstrukturer er væk, erstattes de ofte af ubevidste regler for social accept og gruppestyrke. Festivalen er derfor ikke et absolut brud med strukturer, men snarere et skift mellem forskellige systemer af social organisering.
