En by på den anden bred
Olesjky ligger på Dnipro-flodens venstre bred, omkring syv kilometer fra Kherson centrum, og havde før februar 2022 tæt på 25.000 indbyggere. Byen blev besat i de første uger af den russiske invasion og har siden ligget på den side af fronten, hvor forsyninger, administration og valuta skiftede hænder. I dag beskriver beboere, hvordan kosten i perioder bestod af det, der voksede mellem bedene: hvidmelet gåsefod (Chenopodium album), stor nælde (Urtica dioica), mælkebøtte (Taraxacum officinale) og vejbred (Plantago major).
Ukrudt som kaloriekilde
Det er værd at holde fast i, hvad der egentlig foregår, når en by begynder at spise haveukrudt. Nælder og gåsefod indeholder protein, jern og C-vitamin, men kun i små mængder pr. håndfuld, og de skal koges eller syltes for at kunne spises i større omfang. Beboere har fortalt om at tørre nælder til vinterbrug, salte dem i glas og bruge mælkebøtterødder som kaffeerstatning. Det er ikke en kur mod sult, men et forsøg på at strække mel, kartofler og konserves, der ikke længere kan købes regelmæssigt.
Bytteøkonomi uden penge
Når bankerne lukker, og pensioner udbetales i rubler med uregelmæssige mellemrum, mister kontanter deres funktion. I Olesjky og nabobyerne foregår udvekslingen i stedet direkte: brænde mod insulin, æg mod salt, en boremaskine mod ti liter diesel. Den slags uformelle bytteforhold har rødder i sovjetisk tid, hvor ordet blat betegnede netop den gensidige tjeneste, der holdt systemet kørende uden om planøkonomien. Under besættelse er den logik vendt tilbage, ikke som sort marked, men som overlevelsesmekanisme.
Telegram som uformel infrastruktur
Det mest interessante ved situationen er ikke maden, men den måde viden om maden cirkulerer på. Telegram-kanaler med et par tusind abonnenter fungerer som en distribueret database: hvor der er en brønd med ferskvand i den nordlige udkant, hvilken gård der har overskud af æg, hvornår en lastbil med mel ventes til markedet, og hvilke gader der blev ramt natten før. Kanalerne er ikke officielle, de har ingen redaktør, og de forsvinder jævnligt, når administratorer skifter telefon eller flytter. Alligevel udgør de en infrastruktur, som ingen myndighed har bygget, og som holder byen orienteret.
Mellem forsyningsproblemer og total blokade
Den russiske besættelsesadministration taler om forsyningsproblemer og om humanitære konvojer, der bringer mel, sukker og medicin. Ukrainske myndigheder og internationale organisationer taler om en total blokade. Begge beskrivelser er delvist sande og delvist politiske. Der kommer varer ind, men adgangen til dem afhænger af registrering, russisk pas eller en administrativ tilknytning, som mange ikke vil acceptere. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om hjælpen findes fysisk, men hvem der kan nå den uden at betale med sin juridiske identitet.
Checkpoints og den økonomiske adgang
Fysisk afstand er sjældent det største problem i en by som Olesjky. Problemet er prisen. En pose mel kan stå på en hylde og samtidig være uopnåelig, fordi pensionsudbetalingen er forsinket, fordi rubler skal veksles gennem mellemmænd, eller fordi den eneste butik med varelager kræver dokumenter, som en ældre kvinde uden internet ikke kan fremskaffe. Kontrolposter mellem bydele og ved flodovergangene forvandler en kort gåtur til en forhandling om, hvem man er, og hvem man kan bevise det over for.
Dæmningen ved Nova Kakhovka
Den 6. juni 2023 brød dæmningen ved Nova Kakhovka sammen, og Kakhovka-reservoiret, der rummede omkring 18 kubikkilometer vand, blev tømt i løbet af dage. Olesjky blev oversvømmet. Vandet trak sig tilbage, men efterlod et andet problem: sedimenter, salt og forureningsstoffer, der nu ligger i jorden. Reservoiret havde i årtier forsynet store vandingssystemer i Kherson-regionen, herunder Nord-Krim-kanalen, og uden det forsvinder grundlaget for den form for landbrug, som byen tidligere levede af.
Salinisering og tabte vandkilder
Når vandingskanaler tørrer ud, stiger grundvandets saltholdighed, fordi kapillarkræfter fører opløste salte op mod overfladen. Det er et velkendt fænomen i Centralasien, hvor Aralsøens indtørring efterlod jord, der ikke kunne dyrkes uden omfattende udvaskning med ferskvand — et gode, der nu er knap i Olesjky. Brønde, som tidligere gav drikkeligt vand, rapporteres at give salt eller jernholdigt vand, og reparation af vandledninger er blevet endnu sværere efter oversvømmelsen.
De usynlige: ældre og børn
Blandt dem, der bliver tilbage, er de mindst mobile. Ældre med diabetes, hjertesygdom eller demens har brug for medicin, der skal opbevares køligt og tages dagligt, og som ikke kan erstattes af ukrudt eller te. Ifølge humanitære vurderinger fra organisationer som WHO, ICRC og OCHA er det netop kronisk syge og ældre, der bærer den største overdødelighed i besatte områder. Omtrent 200 børn menes fortsat at opholde sig i Olesjky. For dem betyder situationen ikke kun sult, men en degradering af rettigheder, som er forpligtet i Børnekonventionen (CRC) og i FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR): ingen stabil skolegang, ingen regelmæssig tandlæge eller børnelæge, ingen dokumenteret barndom.
Erindring som redskab
Det er næppe tilfældigt, at netop de ældste beboere i Olesjky vidste, hvordan man koger nælder og tørrer gåsefod. Regionen bærer erindringen om Holodomor 1932–1933, hvor millioner døde af sult under Stalins kollektivisering, og om tysk besættelse og efterkrigstidens knaphed. Viden om spiselige vilde planter er gået i arv i generationer, ikke som hobby, men som forsikring. Den forsikring er nu blevet aktiveret i en by, hvor den moderne forsyningskæde er brudt.
Hvad fællesskabet holder oppe
Det, der forhindrer situationen i at udvikle sig til noget værre, er ikke ydre hjælp. Det er den daglige, uspektakulære organisering: fælles køkkenhaver anlagt på tomme grunde, en brønd der deles mellem fem husstande, et netværk af kvinder der kender hinandens telefonnumre og skiftes til at hente medicin, præster og frivillige, der kører med det, de kan få. Den slags modstand efterlader ingen overskrifter. Den består i, at et civilt samfund nægter at forsvinde, selv når dets institutioner er væk.
