Når mæslinger bliver til en dødsdom
De statistikker, der ruller ind fra Madhya Pradesh, taler et entydigt sprog. I Balaghat-distriktet dør børn af sygdomme, som i en moderne storby blot ville kræve en uge med antibiotika eller en vaccine. Man hører ofte, at mæslinger og malaria er de primære årsager. Det er sandt nok, men det er en ufuldstændig forklaring. At reducere børnedødeligheden i de tribale områder til blot at være et spørgsmål om patogener som *Plasmodium falciparum* er at ignorere de politiske realiteter, der lader disse bakterier og vira vinde terræn.
For Baiga-folket, en af Indiens mest udsatte grupper, er sygdom ikke en statistisk anomali. Det er en konstant ledsager. Når et barn får feber, er det ikke manglen på viden om mikrobiologi, der dræber, men manglen på en vej, der kan køre gennem mudderet, eller en klinik, der har medicin på hylderne. Problemet er ikke kun biologisk; det er infrastrukturelt.
Veje der aldrig blev bygget
De mudrede stier, der snor sig gennem skovene i Balaghat, er ikke et resultat af naturens kræfter alene. De er et fysisk bevis på årtiers politisk negligering. Området har længe været præget af Maoistisk oprør, også kendt som Naxalitet. I disse konfliktzoner bliver statslig tilstedeværelse ofte reduceret til politi og paramilitære styrker. Investeringer i skoler, klinikker og ordentlige veje udebliver, fordi disse områder ses som sikkerhedsmæssige udfordringer snarere end borgerrettigheder.
Når staten vælger at prioritere militær indsats over asfalt, skaber den en geografisk barriere for retten til liv. En mor, der bærer sit feberramte barn på ryggen i timevis gennem regnvådt terræn, kæmper ikke bare mod naturen. Hun kæmper mod en strukturel isolation, som de politiske beslutningstagere i New Delhi og Bhopal har fastlagt. Vejen er derfor ikke bare transport; den er en politisk markør.
Ritualer som sidste udvej
Når sundhedsvæsenet fejler, træder troen til. Blandt Baiga-folket taler man om "Mata aa gayi" – når gudinden kommer. Det er et ritual, der finder sted, når sygdommen har taget over, og de moderne medicinske muligheder er udtømte eller utilgængelige. Det er nemt for udefrakommende at affeje disse skikke som uvidende overtro. Men ser man det fra et sociologisk perspektiv, er det et forsvar. Det er den eneste form for omsorg, der er tilgængelig, når den officielle statslige hjælp er fraværende.
Hvorfor stoler man mere på en shaman end på en læge? Svaret findes i de få møder, de har haft med det offentlige system. Hospitaler dukker ofte først op i landsbyerne, når en epidemi allerede har ramt. Sundhedspersonalet kan virke fremmede, dømmende og kulturelt afskåret fra de lokale traditioner. Mistillid er en rationel respons på et system, der kun viser sig, når katastrofen er indtruffet. Hvis staten kun er til stede som en kontrollør, bliver det guddommelige den eneste kilde til tryghed.
PVTG og den systemiske udelukkelse
Baiga-folket er klassificeret som en "Particularly Vulnerable Tribal Group" (PVTG). Denne betegnelse er ment som en beskyttende kategori i indisk lovgivning, men den fungerer ofte blot som en bureaukratisk mærkat på en gruppe, der er ved at forsvinde. Historisk set har behandlingen af PVTG-grupper været præget af en paternalistisk tilgang, hvor man forsøger at "civilisere" frem for at inkludere.
Denne eksklusion er ikke en tilfældighed. Det er en vedvarende proces, hvor socioøkonomisk marginalisering forstærker hinanden. Når man fratager et folk deres landrettigheder eller deres selvbestemmelse over ressourcer, fjerner man også fundamentet for deres ernæring og sundhed. Børnedødeligheden er derfor det ultimative symptom på en dybere politisk proces, der placerer visse befolkningsgrupper uden for det nationale fællesskab.
Hvem bærer ansvaret?
Spørgsmålet er ikke, om mæslinger dræber. Spørgsmålet er, hvorfor mæslinger får lov til at dræbe så mange børn i Balaghat, når teknologien til at stoppe dem findes. Når
