Historien om Ranji Smile er ofte indrammet som en skæbnesvanger fortælling: en indisk kok ankom til det opblomstrende Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede, kom med curry og forestillingstemaer, og forsvandt derefter uden at efterlade nogen form for entydig legende. Den populære myte er, at hans etablissementer, som Sheridan’s eller senere Omar Khayyam, var fængsler for en flamboyant showman. Men bag Smile-legenderne gemmer sig en mere kompleks fortælling, begravet i socioøkonomiske strukturer, hjerter af uerkendt talent og den usynlige håbløshed, der prægede immigrantoplevelser i den victorianske senalder.
Vi har et fald af historiens skæret over det, som ofte kaldes 'den eksotiske immigrant'. Han fremstilles som enten en genial innovatør eller en tragisk fejl; en figur, der blot ikke kunne tæmme det amerikanske marked. Denne reduktion af Ranji Smile som et enkelt 'showman' overser det faktum, at hans succes i første omgang ikke skyldtes en ensartet amerikansk accept af indisk køkken, men snarere en velorkestreret samling af kulturelle kompetencer, som hans personale leverede.
De kulturelle bærere bag teatret
Man taler sjældent om Smile's ansatte. Kokkene, tjenerne, musikerne, og endda 'mahouten' – de kvinder og mænd, der kørte den indiske elefant gennem røgfyldte New York-gader – står i skyggen, reduceret til korn i Smile-narrativets store hvide bogstav. De er det væsentlige element, den aktive part i den amerikanske oplevelse.
Disse immigranter leverede langt mere end blot mad. De leverede en performativ oplevelse. Den måde, serveringen blev udført på; den rytme, som musikken for al sandsynlighed kom fra; selve tilstedeværelsen af en helt anden kulturel æstetik, bidrog sammen til det 'fremmede' indtryk. Hvis vi ser bort fra det overfladiske, er det disse immigranter, der faktisk var dygtige kunstnere inden for en niche form for teater og gastronomisk performance. De var kulturelle agenter, ikke passive statister.
De skjulte realiteter for disse arbejdsfolk er stadig mørke. De arbejdedes sandsynligvis under ekstremt pres, længstryk og økonomisk usikkerhed, under de forhold der typisk prægede minoritetsetniske arbejdstagere i denne periode. For at overleve og lykkes i de competitive miljøer i Gilded Age New York måtte de navigere i et mikroklima af paternalisme, hvor deres eksotiske træk blev både et salgsargument og en kilde til konstant, usynlig kritik.
Gilded Age’s objektificering af det fremmede
Smile-tiden faldt sammen med en tid, hvor amerikanernes fascination af det 'exotiske' fungerede som en kulturel ventil. Hvert fremmed element – uanset om det var den indiske kok, den kinesiske te-serveringsmetode eller den egyptiske musik – blev ofte objektificeret og reduceret til blot underholdning. Dette fænomen er stærkt synligt i den måde, moderne historiske kilder beskriver Smile på, hvor hans profession bliver udmålt ud fra, hvor god hans 'show' var, snarere end hans faktiske gastronomiske kvalifikationer.
Dette sprogbrug – 'charismatic showman', 'enigmatic figure' – virker nedvurderende. Det diskrediterer Smile’s profession. Man taler om det som en slags klovneri, når det i virkeligheden var en sofistikeret, om end improviseret, kulturel præsentation. Det var en måde at ophøje det amerikanske *haute cuisine* på ved at ramme det ind med en kontrolleret form for 'fremmed' mystik. Det tillod publikum at forbruge kulturel forskellighed uden nogensinde at skulle forholde sig til dens dybere sociale eller politiske dimensioner.
Strukturelle barrierer frem for personlig svigt
Smile's senere juridiske manøvrer og hans anklager om overarbejde og tvangsarbejde ved et senere tidspunkt må ikke betragtes som et simpel bevis på bedrag eller personligt fiasko. De skal ses i lyset af de ufleksible, strukturelle barrierer, som en person som Smile stod over for i det 1900-tallets USA. De immigrationslove, der blev opført i begyndelsen af det 20. århundrede, var ikke blot regler; de var barrierer designet til at fastholde hvide, borgerlige normer som definitionen af succes og værdighed.
Den amerikanske gastronomi var defineret af en bestemt type hvid, borgerlig smak. Selvom curry-trækompetencen var der, fandtes der en strukturel modstand mod at acceptere det indiske køkken som en permanent og dertil svarende højt anset del af den amerikanske kultur. Smile's kollaps var sandsynligvis ikke kun et resultat af 'trætte kunder'. Det var et symptom på en bredere xenofobisk og økonomisk usikker atmosfære, hvor de hurtigt voksende, men stadig marginaliserede, indiske etablissementer konstant blev trukket i en dobbelt bind mellem uforudsigelige kundepræferencer og stadig skærpet immigrationskontrol.
Man kan betragte hans fiasko som en strukturel konsekvens af, at man ikke accepterede den kulturelle kapital, han med sit personale bragte med sig. Amerikanske industrier ønskede et letfordøjeligt produkt, ikke en dyb, multikulturel oplevelse. Men smile kunne tilbyde netop det, og det var en fare for dem, der definerede succes i homogene, velkendte termer.
Eksemper på usynligt pres og manglende stabilitet
Ranji Smile opererede i et miljø, hvor lovgrundlaget for arbejdsmarkedet var mangelfult og forudsigelig kun for dem, der havde juridisk sikkerhed og et etableret netværk. At anklage systemet for et uheld, når man ikke kunne navigere i komplekse amerikanske juridiske og økonomiske strukturer, er en udbredt historisk fældende for immigranten. Smile havde ikke blot 'prinseskabet' og 'mulearbejdet' i sit narrativ; han havde også de svære, uforudsigelige mekanikker i det voksende, men stadig uregulerbare, amerikanske bymiljø.
At overse dette ville være at ignorere de enorme kræfter, der formede hans virkelighed. Den indiske immigrante, der forsøgte at etablere sig i USA i denne æra, var under konstant pres fra både staten og den etablerede samfundsetos. Smile’s forsvinden kan derfor bedst forstå som et fald under usynligt pres – et sammenstød mellem fremmede produktionsformer og en ufravigelig strukturel modstand mod diversitet.
Smile forsvandt, men hans ansatte, dem der bragte smagen, lyden og essensen af Det Indiske Subkontinent med sig, blev aldrig fuldstændig usynlige. De efterlod et spor i de amerikanske byers kulinariske bevidsthed, et spor der har fundet sin fulde anerkendelse årtier senere, når de socioøkonomiske barrierer, som ranji smile var fanget i, langsomt begyndte at brydes.
