Når algoritmer genererer deepfakes eller manipulerer digitale efterligninger af mennesker, opstår et juridisk tomrum. Traditionel lovgivning kræver ofte, at man kan påvise en specifik person med en ond hensigt. Men i en industriel AI-skala er skaden ikke nødvendigvis drevet af én person, der ønsker at krænke dig. Det er snarere et biprodukt af massive datasæt og automatiserede processer, der opererer uden menneskelig moral.
For at løse dette skal vi flytte fokus fra skaberen til effekten. Retlige rammer bør ikke kun straffe intention, men i stedet regulere selve den tekniske proces. Det betyder strengere ansvar for de virksomheder, der leverer værktøjerne. Hvis en model er trænet på uautoriseret kropslig data, bør det udløse et automatisk ansvar, uanset om de enkelte brugere har tænkt sig at gøre skade eller ej.
Etisk set må vi erkende, at det digitale spejlbillede er en forlængelse af selve kroppen. Vi har brug for tekniske standarder som vandmærker og uforanderlige logs, der følger digitalt materiale. Det handler om at gøre krænkelser sporbare. Når vi fjerner anonymiteten i den industrielle produktion, gør vi det muligt at holde de systemiske kræfter ansvarlige for de skader, de genererer i stor skala.
