For at undgå at SFI-midlerne blot lander i lommerne på dem, der ejer jorden, kræver det en målrettet indsats i både lovgivning og kontrol. Politisk kan man indføre krav om, at en vis procentdel af de tilskud, der gives for miljøtiltag, skal øremærkes lønninger eller opkvalificering af det arbejdskraftbaserede personale.
Administrativt bør man ændre måden, man overvåger udbetalingerne på. I stedet for kun at kontrollere, om et hegn er sat op eller en afgrøde er ændret, kan myndighederne stille krav om gennemsigtighed i lønstrukturerne. Hvis en landmand modtager støtte til biodiversitet, der kræver mere manuel pleje, bør kontrollen også verificere, at den øgede arbejdsbyrde følges af rimelig aflønning til dem, der udfører arbejdet.
Man kan også benytte kollektive ordninger. Ved at støtte landbrugsklynger eller kooperativer, hvor landarbejdere har en form for medejerskab eller bonusordninger knyttet til miljømæssige mål, skabes der en direkte økonomisk kobling mellem de praktiske opgaver og lønposen. Det handler om at gøre de ansatte til medspillere i den grønne omstilling frem for blot at se dem som en driftsomkostning.
