Anklagen og dens umiddelbare kontekst
Irans præsident Masoud Pezeshkian stod for nylig frem med en skarp anklage mod Vesten. "De dræber, vi straffes," lød hans karakteristik af den dobbelte standard, han mener præger det internationale samfunds håndtering af Israel og Iran. Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor krigen i Gaza fortsat kræver civile ofre, og hvor Irans atomprogram og sanktioner er genstand for vedvarende diplomatisk strid. Men bag den retoriske facon ligger en dybere udfordring for den regelbaserede verdensorden: opfattelsen af, at folkeretten anvendes selektivt. Det er ikke blot et iransk anliggende. Det er et spørgsmål om legitimitet i multilaterale institutioner som FN.
Et humanitært perspektiv på hyklerianklagen
Når Iran beskylder Vesten for hykleri, er det fristende at affeje det som politisk spin. Men anklagen rammer et ømt punkt i det globale syds tillid til det internationale system. Sanktioner mod Iran begrundes med manglende overholdelse af atomaftaler og menneskerettighedskrænkelser. Samtidig ser verden, hvordan Israel undgår konsekvenser for sin atomambiguitet og for krigsførelsen i Gaza. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man støtter Iran eller Israel. Det er et spørgsmål om, hvorvidt folkeretten gælder lige for alle. Når sanktioner iværksættes mod nogle, men ikke mod andre, svækkes den normative autoritet, som FN og andre institutioner bygger på. Det skaber en oplevelse af, at magt trumfer ret. For mange lande i Afrika, Asien og Latinamerika er denne oplevelse ikke abstrakt. Den er en daglig erfaring med et system, hvor vestlige stormagter definerer, hvem der er en trussel, og hvem der er en partner.
Mennesket bag sanktionerne og de kinetiske drab
For civile iranere betyder sanktionerne ikke abstrakt diplomati. De betyder begrænset adgang til livsvigtig medicin, fordi banker og rederier afskæres fra handel. Fødevarer bliver dyrere. Kroniske patienter kan ikke få behandling. Det er en form for kollektiv afstraffelse, som humanitære organisationer længe har kritiseret. Til sammenligning er drabene i Gaza direkte og øjeblikkelige: bomber, artilleri, sult. Pezeshkians formulering "de dræber, vi straffes" fanger denne forskel mellem kinetisk vold og strukturel vold. Begge fører til menneskelig lidelse. Men kun den ene udløser sanktioner mod dem, der udfører den. Det er ikke en simpel modstilling. Det er et spørgsmål om, hvilke liv der tæller i den internationale retsorden. Når et barn i Teheran dør, fordi en leverance af kræftmedicin blokeres af finansielle sanktioner, er det en konsekvens af politiske beslutninger. Når et barn i Gaza dør under et luftangreb, er det også en konsekvens af politiske beslutninger. Men reaktionen fra det internationale samfund er vidt forskellig.
Historisk exceptionalisme i folkeretten
Ideen om, at visse stater står over folkeretten, er ikke ny. Den har rødder i kolonitiden og i den kolde krigs magtbalancer. Efter 1945 byggede FN-systemet på princippet om suveræn lighed. Men sikkerhedsrådets vetoret har systematisk beskyttet stormagter og deres allierede. Israel har siden 1960'erne nydt godt af en form for nuklear ambiguitet, som aldrig er blevet sanktioneret. Iran er derimod blevet mødt med sanktioner for sit atomprogram, selvom landet er part i NPT (ikke-spredningsaftalen). Denne asymmetri er ikke tilfældig. Den afspejler en strukturel exceptionalisme, hvor nogle staters sikkerhedsbehov anses for legitime, mens andres opfattes som trusler. Det er den historiske baggrund for Pezeshkians anklage. Men exceptionalismen er ikke kun et vestligt fænomen. Også Iran og andre stater i regionen har gjort krav på særrettigheder, når det passede dem. Det gør ikke systemet mindre skævt. Det gør det blot mere komplekst.
Irans egen rolle og den skeptiske modvægt
Man kan ikke tage Irans fremstilling for pålydende. Den iranske stat har en dokumenteret historie med alvorlige menneskerettighedskrænkelser: henrettelser, undertrykkelse af protester, fængsling af journalister. Irans regionale proxymilitser i Libanon, Yemen, Syrien og Irak har destabiliseret hele Mellemøsten. Det er ikke uden grund, at sanktioner er blevet indført. Spørgsmålet er, om sanktionerne rammer de ansvarlige eller de civile. Og om de anvendes konsekvent. Når Vesten ignorerer sine egne allieredes overtrædelser, underminerer det sanktionernes moralske grundlag. Iran bruger denne inkonsekvens til at fremstille sig som offer. Men det gør ikke Irans handlinger mindre problematiske. Det gør blot systemet mere utroværdigt. For Vesten er dilemmaet reelt: Hvordan straffer man en stat, der begår overgreb, uden at straffe dens befolkning? Hvordan opretholder man et normsæt, når man samtidig beskytter sine egne? Der findes ikke nemme svar. Men fraværet af svar er i sig selv en del af problemet.
Et system under pres: brudt eller weaponiseret?
Den moderne regelbaserede orden er ikke nødvendigvis brudt sammen. Men den er under voldsomt pres. Stormagter og regionale aktører bruger folkeretten som våben, når det passer dem. Sanktioner bliver et redskab til at straffe modstandere, mens egne overtrædelser ignoreres. FN's humanitære organisationer advarer om, at Gaza er ved at blive ubeboeligt. Samtidig fortsætter sanktioner mod Iran med at begrænse adgangen til medicin. Begge dele skaber lidelse. Begge dele kalder på ansvarlighed. Men ansvarligheden udebliver, fordi magten sidder på sikkerhedsrådets vetostole. Det er ikke et system, der fungerer efter hensigten. Det er et system, hvor alle parter – også Iran – forsøger at udnytte reglerne til egen fordel. Pezeshkians anklage er derfor ikke kun et udtryk for iransk utilfredshed. Den er et symptom på en dybere krise: en international orden, hvor normative idealer og geopolitisk praksis er skredet fra hinanden. Spørgsmålet er, om krisen kan overvindes gennem reformer, eller om den vil føre til en verden, hvor retten til at definere retten tilhører den stærkeste. Indtil videre peger meget i retning af det sidste. Men historien er ikke slut. Nye magtbalancer kan tvinge forandringer frem. Indtil da vil anklager som Pezeshkians fortsætte med at lyde – ikke som sandheder, men som indikatorer på et system i opløsning.
