Diplomati fungerer sjældent i et vakuum. Når vi taler om institutioner som FN, støder vi ofte på en mur af skepsis, der ikke er opstået i dag. Begivenheder som Operation Ajax i 1953, hvor CIA og britiske efterretningstjenester væltede det demokratisk valgte Mossadegh-styre, har efterladt dybe ar i den mellemøstlige bevidsthed. Denne form for indblanding skaber en grundlæggende mistillid til vestlige magters intentioner.
Hvis man ignorerer disse historiske fakta, risikerer man, at enhver ny aftale bliver set som et værktøj for ny imperialisme. Diplomater kan forhandle om kernekraft eller handelsruter, men de kan ikke blot slette følelsen af at være blevet manipuleret. Uden en anerkendelse af fortidens overgreb bliver dialogen ofte en overfladisk øvelse i retorik frem for reel konfliktløsning.
Succes i FN kræver mere end blot tekniske løsninger på moderne problemer. Det kræver, at man adresserer de underliggende asymmetrier i magtforholdene. Når lande føler, at deres suverænitet tidligere er blevet ofret på stormagternes alter, kræver de handling, ikke blot hensigtserklæringer. At ignorere historien er at ignorere selve fundamentet for den mistillid, der blokerer for fremtidigt samarbejde.
