Det er en svær balancegang. Juridisk set hviler grænsen ofte på proportionalitetsprincippet. Det betyder, at staten ikke bare kan henvise til 'sikkerhed' for at lukke en sag. Der skal foreligge en konkret og dokumenterbar trussel mod statens eksistens eller vitale interesser. Hvis en journalist afslører korruption eller fejl i et ministerium, er det sjældent en trussel mod nationens overlevelse, men snarere en trussel mod de siddende magthaveres omdømme. Det er to vidt forskellige ting.
Praktisk kræver det uafhængig kontrol. Domstolene skal have beføjelse til at efterprøve de klassificerede dokumenter, som myndighederne vil hemmeligholde. Hvis en dommer ikke kan se indholdet, kan de heller ikke vurdere, om afsløringen rent faktisk skader landet, eller om den blot udstiller politisk rod. Vi ser ofte, at begrebet 'statens sikkerhed' bliver en elastik, som magthavere trækker i, når kritikken bliver for hård.
En stærk pressefrihed kræver derfor, at man skelner skarpt mellem statens sikkerhed og regeringens politiske overlevelse. Gennemsigtighed er det bedste værn mod misbrug. Når de relevante instanser ikke tør lade offentligheden se de dokumenter, de vil skjule, bør det i sig selv vække mistanke om, at sikkerhedsargumentet blot fungerer som et røgslør for at dække over politiske fejltrin.
