Løsningen ligger i at skifte fra store, centraliserede konvojer til decentraliseret distribution. Store transporter er nemme mål for bureaukratiske stop eller direkte beslaglæggelse. Små, lokale netværk kan ofte flytte medicin mere diskret gennem byen.
Organisationer som ICRC og WHO bør prioritere direkte aftaler med lokale kommandanter frem for kun at stole på nationale politiske aftaler. De store aftaler bryder ofte sammen ved kontrolposterne.
Overvågning skal være konkret. Når medicin forsvinder, ender den ofte på sorte markeder eller i militære klinikker. GPS-sporing af forsendelser og uafhængig kontrol minimerer risikoen for systematisk tyveri.
Det handler også om at støtte de små, fragmenterede klinikker i boligområderne. Når hjælpen spredes ud over mange små enheder, bliver sundhedsvæsenet mindre attraktivt som et samlet politisk gidsel. Det spreder risikoen.
