At fjerne landminer i en aktiv konfliktzone som DMZ kræver en kombination af benhård diplomati og moderne teknologi. Rent diplomatisk er den mest effektive vej en juridisk bindende traktat, der forpligter parterne til at deminere de landbrugsarealer, der grænser op til den militære zone. Uden politisk vilje til at overholde Ottawa-konventionen vil de farlige miner ligge i jorden i årtier.
Teknologisk set ser vi en udvikling mod autonome systemer. I stedet for at sende mineoprydningshold ud i farlige områder, kan man anvende ubemandede jordkøretøjer (UGV) udstyret med GPR, såsom Ground Penetrating Radar. Disse maskiner kan scanne jorden grundigt uden risiko for menneskeliv. Sensor-teknologi og droner med termiske kameraer kan også hjælpe med at kortlægge de farligste zoner mere præcist end de gamle kort.
Desuden kan man implementere satellitovervågning (GIS), der holder øje med terrænændringer eller ulovlige bevægelser. Langsigtet handler det om at gøre jorden sikker gennem mekanisk rensning og derefter bruge de digitale kort til at garantere landbrugernes sikkerhed. Det kræver dog, at teknologien integreres i den lokale forvaltning, så landmændene præcis ved, hvilke marker der er sikre at pløje.
