Når Iran og USA støder sammen, bliver Irak og Syrien ofte de uformelle slagmarker. Det sker sjældent gennem direkte krig mellem stormagterne, men snarere gennem stedfortræderkrige. I Irak ser vi det ved, at forskellige militser udfører angreb, som trækker USA og Iran tættere på hinanden. Det skaber en uforudsigelig hverdag for de lokale myndigheder, der kæmper for at holde kontrollen over deres egne territorier.
For de civile er konsekvenserne meget konkrete. Missilangreb eller luftangreb rammer ikke altid militære mål; de rammer også boligområder, elnet og vandforsyning. Når infrastrukturen ødelægges, stiger prisen på basale varer, og adgangen til rent vand bliver usikker. Folk mister deres levebrød, når handelsveje lukkes, eller når sikkerhedssituationen tvinger dem på flugt. Det skaber et konstant pres på flygtningelejre i hele regionen.
Sikkerheden for de enkelte borgere bliver en lottoforestilling. En lille eskalering ved en grænse kan føre til eksplosioner i en storby hundrede kilometer væk. Det svækker opbygningen af stabile samfund, fordi fokus altid flyttes fra genopbygning til ren overlevelse. De civile bliver fanget i et spil, hvor de ikke selv har indflydelse på reglerne eller udfaldet.
