Fordelingen af penge fra olieudvinding er ikke besluttet med én enkelt pensel, men afhænger af de rammebetingelser, som myndighederne opstiller. Der arbejdes med en model, hvor en fast del af licensafgifterne og de løbende royalties går direkte i statskassen. Disse midler skal dække de grundlæggende behov, såsom vedligeholdelse af veje og forbedring af el-nettet, hvilket gavner alle øboere uanset erhverv.
For de eksisterende sektorer som landbrug og fiskeri er udfordringen at undgå en 'hollandsk syge', hvor olieindtægterne blot presser priserne op og gør andre erhverv mindre rentable. Man ser derfor på mekanismer, der kan støtte diversificeringen. Det betyder, at en del af overskuddet skal geninvesteres i teknologisk opgradering af f.eks. fiskeriflåden eller dyrevelfærd i landbruget, så de forbliver konkurrencedygtige, selvom de ikke er oliebaserede.
Offentlige ydelser som sundhed og uddannelse er de primære modtagere af de løbende skatteindtægter. Målet er at skabe et råderum, som gør øerne mindre afhængige af de usikre fiskerikvoter. Det kræver dog stram styring, så man ikke blot bruger pengene på her-og-nu forbrug, men bygger en solid fond til fremtiden.
