Grænsen mellem det moralske vidnesbyrd og politisk aktivisme findes ofte i spørgsmålet om institutionens kerneopgave. Teologisk kan man argumentere for, at kirken har en prophetisk funktion. Det betyder, at institutionen skal tale sandhed til magten baseret på skrifterne, snarere end at forsøge at vinde parlamentariske mandater eller diktere lovgivning. Et moralsk vidne peger på Guds retfærdighed i en broken verden, mens en politisk aktør ofte søger partipolitisk indflydelse.
Man kan skelne ved at se på målet. Er formålet at ændre en specifik lov ved hjælp af lobbyisme, eller er det at konfrontere menneskelig ondskab med et etisk ideal? Den første tilgang minder om politisk strategi. Den anden tilgang trækker på den kristne tradition for diakoni og vidnesbyrd. Her er handlingen ikke motiveret af politisk magt, men af næstekærlighedens imperativ.
Historisk har debatten centreret sig om, hvorvidt kirken skal være i verden eller være en separat enhed. Hvis institutionen bliver for tæt på partipolitik, risikerer den at miste sin status som den moralske domstol, der står uden for magtens korridorer. Ved at holde fast i det teologiske vidnesbyrd kan man kritisere magten uden selv at blive en del af det politiske spil.
