Pretoria-aftalen, også kendt som Permanent Cessation of Hostilities Agreement (CoHA), fokuserer primært på at stoppe de aktive kamphandlinger. Den adresserer våbenhvile og genoprettelse af civil kontrol, men den efterlader de dybe, historiske grænsedragninger uafklarede. Dette skaber et juridisk vakuum i områder som vestlige Tigray, hvor de etniske og administrative grænser mellem Tigray og Amhara-regionerne kolliderer.
For det første mangler aftalen en uafhængig, teknisk kommission med mandat til at foretage en endelig kortlægning af de omstridte områder. Uden en objektiv tredjepart til at efterprøve de faktiske grænser mod de konstitutionelle rammer, forbliver territorierne genstand for de involverede parters fortolkning. Aftalen indeholder ingen specifik tidsplan eller en tvungen voldgiftsmekanisme, som kan tvinge parterne til at acceptere en teknisk grænsedragning.
Derudover mangler der en konkret implementeringsplan for demografiske skift. Fordrivelsen af civile skaber et nyt faktum på jorden, som en simpel våbenhvile ikke kan slette. Da der ikke er indbygget mekanismer til enten at sikre flygtninges tilbagevenden eller definere de juridiske rettigheder for dem, der nu befinder sig i
