Når Xiang Biao sætter ord på de unges følelse af håbløshed og gør den til et sociologisk fænomen, sker der en mærkelig forskydning. For den enkelte unge kan det føles som en lettelse. Pludselig er de ikke bare mærkelige eller svage; de er en del af en historisk bevægelse. Den personlige smerte får en kontekst. Det giver en form for anerkendelse, at ens indre tomhed ikke skyldes personlig utilstrækkelighed, men snarere de strukturelle rammer i det moderne samfund.
Men medaljen har en bagside. Ved at transformere rå, eksistentiel angst til et sprogligt begreb risikerer man at fjerne det emotionelle tryk og erstatte det med en intellektuel distance. Man observerer sin egen lidelse udefra. Det skaber en form for 'objektiviseret smerte'. Man bliver en brik i et sociologisk eksperiment frem for et individ, der kæmper med livet.
Det kan føre til en følelse af determinisme. Hvis angsten er indbygget i samfundets struktur, som teorierne antyder, føles det næsten umuligt at handle sig ud af den. Sproget giver forståelse, ja, men det kan også virke lammende. Man ender med at retfærdiggøre sin passivitet med henvisning til de præcise begreber, som teorierne har givet os.
