Når grænserne lukker, rammer det de transnationale familier direkte på pengepungen og det mentale overskud. Mange familier lever af at sende penge hjem til ældre forældre eller betale for børns skolegang i udlandet. Når rejser bliver umulige, bryder de vante pengeoverførsler ofte sammen eller bliver dyre og besværlige. Det skaber et økonomisk hul hos dem, der venter på støtten i Kina.
Det handler dog ikke kun om tal på en bankkonto. Den fysiske adskillelse river de følelsesmæssige bånd midt over. Forældre går glip af deres børns opvækst, og de ældre i Kina mister den daglige omsorg fra deres voksne børn. Digital kontakt via skærme kan dæmpe smerten, men den kan ikke erstatte et fysisk kram eller hjælp til praktiske ting i hjemmet.
Resultatet er en følelse af isolation, der kan føre til ensomhed og stress hos begge parter. Sociale sikkerhedsnet, som tidligere bestod af familiens samlede ressourcer, bliver svage og usammenhængende. Når det uformelle støttesystem knækker, står de enkelte familiemedlemmer mere alene med deres udfordringer. Det efterlader et tomrum, som hverken penge eller videoopkald helt kan udfylde.
